Dimission med lun humor og tradition på Hirtshals Skole

Der var plads til både humoristiske og traditionsrige indslag ved onsdagens dimission for 9. klasserne på Hirtshals Skole.

764

Den røde løber var rullet ud og bøgegrene sat op i gymnastiksalen ved onsdagens traditionsrige og festlige dimission på Hirtshals Skole.

Efter en utrolig veloplagt og humoristisk velkomst ved skoleleder Niels Christian Sunesen blev ordet givet til skoledistriktsleder Rasmus Vørs Carlsen.

Sidstnævnte drog en slående parallel mellem en medicinsk vaccination og skolens opgave med at forberede eleverne på videreuddannelse og voksenlivet.

Dernæst tog Niels Christian Sunesen sig den frihed som aftenens ordstyrer igen at give sig selv ordet, idet han denne gang holdt en lidt mere alvorlig tale, men med indirekte afsæt i de fire begreber trivsel, fællesskab, læring og livsduelighed, som allerede Rasmus Vørs Carlsen havde udpeget som centrale for Hirtshals SkoleCenter.

Endelig fik også de tre 9. klassers lærere ordet, hvilket blandt andet skete i et 20 minutter langt videoindslag, der med ironi og kærlighed gik rent ind hos alle.

Både før og efter var der fællessang og endelig afslutning i skolens kantine, hvor der var noget godt til ganen af såvel vådt og tørt samt især sødt.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments