Den tidligere omtalte coronavirus i mink er fundet på farm ved Sindal

Der er konstateret smitte med coronavirus i en nordjysk minkbesætning udenfor Sindal.

3367
Foto: Ib William Christensen.

Der var coronavirus i prøver fra de mink fra en nordjysk minkbesætning, som Fødevarestyrelsen indsamlede og fik analyseret på Statens Serum Institut i weekenden.

Det oplyser beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Kühn Hove i en pressemeddelelse. 

TV2 Nords reporter er på stedet og fortæller, at myndighederne har flere medarbejdere ved minkfarmen, der er beliggende ved Sindal.

Myndighederne ved minkfarmen bekræfter, at de er i gange med at foretage et stykke arbejde i forbindelse med smitte, men vil ikke uddybe nærmere overfor TV2 Nord.

Mistanke i weekenden

TV2 Nord har tidligere kunne fortælle, at et familiemedlem med tilknytning til minkfarmen er blevet konstateret coronasmittet.

Foreløbige studier, samt fund af smitte i mink-produktioner i Nederlandene, viser, at mink og andre dyr af mårfamilien muligvis kan smittes med Covid-19 virus, formentlig ved tæt kontakt til smittede mennesker.

Fødevarestyrelsen har nu fået analyseret prøver fra i alt 34 mink fra den nordjyske besætning.

– Da der i weekenden opstod mistanke om smitte blandt minkene, lagde vi i Fødevarestyrelsen omgående restriktioner ned over minkfarmen. Dermed har ingen dyr, og kun få medarbejdere, kunnet komme ind og ud af besætningen. Vi er i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne om hvordan medarbejderne på den berørte minkfarm skal forholde sig, og om håndteringen af det videre forløb, siger Nikolas Kühn Hove i pressemeddelelsen.

Det er første gang, at der er konstateret coronasmitte i en dansk minkbesætning.

Regeringen har derfor ud fra et forsigtighedsprincip besluttet, at den smittede minkbesætning skal aflives, for at minimere risikoen for en eventuel smittespredning i den igangværende afklaringsfase.

Der er tale om en besætning med 1.800 tæver og i alt 11.000 mink, som er ramt, skriver Landbrugsavisen, der har været i kontakt med ejeren, som ikke ønsker at udtale sig. 

Ny teststrategi målrettet minkfarme

Samtidigt vil der nu blive udarbejdet en teststrategi med henblik på at afsøge, om der er andre minkbesætninger i området, der er smittede, ligesom Fødevarestyrelsen i samarbejde med sundhedsmyndighederne vil udarbejde retningslinjer for, hvordan en lignende situation vil skulle håndteres fremadrettet, fremgår det.

I Nederlandene er der også blevet konstateret coronasmitte på en række minkfarme, og den hollandske regering har besluttet, at alle smittede besætninger skal aflives.

De danske myndigheder har løbende været i dialog om denne udvikling med de nederlandske myndigheder.

Smitten er sandsynligvis båret ind på farmen af ejer/medarbejder, skriver Danske Minkavlere som en kommentar til situationen. 

Nikolas Kühn Hove minder om, at alle, der har kontakt med mink, stadig skal følge Fødevarestyrelsens almindelige hygiejneregler for besætningsbesøg i minkfarme. Dvs. vaske hænder og skifte tøj både inden og efter besøg blandt dyrene. Har man symptomer på Covid-19, skal man blive hjemme.

Mink, der får coronavirus, risikerer at få alvorlige vejrtrækningsproblemer og dø.

Fødevarestyrelsen opfordrer minkejere til at kontakte deres dyrlæge, hvis de får mistanke om coronavirus i deres minkbesætning. Dyrlægen skal kontakte Fødevarestyrelsen, hvis det viser sig, at der grundlag for mistanken.

DANSKE MINK

Udbredelse af mink i Danmark:

  • Danmark har knap 1400 minkgårde
  • På en gennemsnitlig minkgård i Danmark er der cirka 2500 avlshunner
  • Hunnerne føder i gennemsnit 5,5 hvalpe én gang om året
  • Dermed er der knap 14.000 mink på en gård fra maj, når hvalpene fødes, til november, hvor minkene aflives og pelses

Kilde: Danske Minkavlere


Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments