
Af F. K. Clarkfeldt
Den store visesanger fra Tornby – veteranen fra Helgoland Peter Jensen Munk (1841-1921).
Inviteret til København i juni 1910 i anledning af en udstilling på fregatten ”Jylland”.
Da vores 3 skibe Heimdal, Jylland og Niels Juel under Suensen kæmpede ved Helgoland, var der om bord på Niels Juel en ung matros, der hed Peter Jensen med tilnavnet Munk.
Da krigen var endt, kom Peter Munk en dag med diligencen/dagvognen til Tornby. Han købte et hus og en jordlod, satte bo og giftede sig 11. april 1876 med enken Ane Christensdatter. Og siden boede han i Tornby, og levede som husmand og fisker samt i minderne om de store dage, da han var med til at kæmpe for sit land.
Peter Munk var i sine unge dage en munter fyr, som kunne alle de sange og viser, som den gang var på folkets læber. Han sang dem for kammeraterne, og han sang dem siden i Tornby for sine naboer, venner og bekendte og hvem, der ellers ville høre efter.
I sommeren 1909 ferierede overingeniør Carl Holtermann og tegneren Eigil Petersen i Tornby. Ved en tilfældighed traf de Peter Munk og hørte ham synge.
Den store aeronautiske udstilling på fregatten ”Jylland” åbnede den 15. juni 1910, og blev fra første dag et tilløbsstykke, og men man trængte til nogen underholdning på dækket i aftentimerne.
En af initiativtagerne – Carl Holtermann – kom til at tænke på den gamle glade mand og hans sange. Han skrev til Tornby, og søndag den 26. juni 1910 kom gamle Peter Munk til København for første gang siden krigen dage.
”Nu synger han på ”Jyllands” dæk sine gamle sange, snart muntre, snart bedrøvelige, og folk, der lige har set modellerne til de hvidvingede aeroplaner og så hører veteranens dybe røst, bliver så underlig stemt. Hvilken forskel også på hin tid, da dansken sejrede ved Helgoland, og så nu, da vi sejler gennem luften.”
Peter Munk underholdt med sine talrige viser og sange på ”Jyllands” dæk i 10 dage, inden han drog tilbage til Tornby.
Året efter 1911 blev Peter Munk igen inviteret til København denne gang i forbindelse med Børnehjælpsdagen og han kom til hovedstaden 15. maj. Hele den næstfølgende dag 16. maj underholdt han med gamle soldatersange på ”Jyllands” dæk. Kun denne ene dag, og allerede den 17. maj returnerede han til Tornby.
Peter Munk afgik ved døden 21. august 1921. Husmandsstedet i Tornby lå på matr. Nr. 36, Nr. Tornby By – i dag Tornby Hovedvej 83.
I Søtræfningen ved Helgoland, 9. maj 1864 mødte en dansk flådestyrke under kommando af Edouard Suenson en østrigsk-preussisk eskadre under Wilhelm von Tegetthoff. Danskerne vandt en opmuntrende sejr, da det østrigske flagskib fregatten Schwarzenberg blev skudt i brand, hvorefter østrigerne trak sig tilbage.
Billede: Peter Munk på ”Jyllands” dæk – 1910.
Kilder: Talrige skrifter. Aftenbladet, København, Hjemmet og Susanne Riismøller. Tusind tak Susanne for dit store arkivarbejde.