Den er efterhånden blevet en ældre herre, den originale Hartmann-spegepølse. Udviklet af gode råvarer tilbage i 1931 af Hjørring-slagteren Hartmann Petersen, men stadig lige så smags- og kraftfuld i dag som dengang, og nu er den igen til at få fat på – og efter den originale opskrift.
I Den Gamle Købmandsbutik på Vendsyssel Historiske Museum sælger de nu den smagfulde Hartmann-spegepølse i to varianter – én med, og én uden hele peberkorn. Pølsen, der er på godt 600 gram, er perfekt til at daglige smørrebrød, men passer også f.eks. til det klassiske julebord.
Opskriften er præcis den samme som i 1931, og er blevet doneret til Vendsyssel Historiske Museum af slagter Hartmann Petersens barnebarn, Hans Jørgen Hartmann. I dag kan man kun købe denne lokalklassiske spegepølse to steder – på Vendsyssel Historiske Museum, og hos slagteren i Sindal Brugs, som står for at producere den.
I gamle dage, før vi fik køleskab, blev spegepølsen hængt på krog i spisekammeret. Her kunne den så opbevares i helt op til seks måneder. Pølsen ville med tiden begynde at blive hvid, hvilket var saltet der arbejdede sig ud, men den var stadig spiselig, om end noget mere tør i det.
Slagter Hartmann åbnede sin butik i Hjørring i 1913, og butikken forblev i familiens eje i tre generationer, hvorefter den blev solgt til Slagter Bay i 2004.