Den gode bankrådgiver bør være afgørende for bankvalget

Med fire store banker som annoncører er der i denne artikel ingen præferencer, men kun gode råd til overvejelse, idet en fjerdedel af borgerne i Nordjylland angiveligt ikke er tilfredse med den rådgivning, de modtager i deres nuværende bank. Det viser en undersøgelse fra Mybanker, der samtidig oplever en generel tendens til, at tilgængelighed, bankens image og etik bliver vigtigere for danskerne, når de vælger bank.

373

Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når danskerne vælger at skifte bank. I Nordjylland er det i højere grad kvaliteten af rådgivningen, bankkunderne har fokus på, når de skal tage stilling til deres bankvalg. 

Det viser en ny undersøgelse, som Mybanker har foretaget blandt mere end 6600 brugere. Her svarer hele 25 procent af de adspurgte nordjyder, at utilfredshed med rådgivningen i deres nuværende bank er en af de største årsager til, at de overvejer et bankskifte. Samtidig svarer 12 procent af Nordjyderne, at kemien med bankrådgiveren er det vigtigste kriterie, når de skal vælge ny bank.  

Det nordjyske fokus på kvalitet i rådgivningen er en del af en tendens, der de seneste år er opstået i danskernes bankvalg. Det fortæller Marlene Nørgaard, der er Administrerende direktør hos Mybanker. 

”Hos Mybanker ser vi tydeligt, at pris ikke længere er den eneste faktor for danskerne, når de skifter bank. I stedet går danskerne derhen, hvor den bedste rådgivning er tilgængelig, og hvor de føler sig set og hørt. Derudover er bankens image blevet en vigtig faktor i danskernes bankvalg,” siger hun. 

I undersøgelsen svarer 44 procent af alle danskerne, at bankens image, omdømme og etik er et vigtigt kriterie for deres bankvalg. I Nordjylland er det 12 procent, der svarer det samme. 

Øgede krav til bankerne

På landsplan er det 52 procent af alle danskere, der svarer, at adgang til kompetent rådgivning og specialister er det vigtigste, når de skal vælge ny bank. I 2019 var det tal kun på 41 procent. 

Ifølge Marlene Nørgaard stiller den øgede efterspørgsel på kompetent rådgivning større krav til bankerne, hvis de ikke vil have, at kunderne skifter til konkurrenten.

”Det er alfa omega for alle pengeinstitutter, at de er relevante på kundens præmis. Vinderne bliver dem, der har moderne forretningsmodeller og forståelse for fremtidens service-behov, og som tager sine kunder alvorligt”, siger hun. 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments