Hvis ellers naturen spiller med, bliver der nok at se på, når Danmarks bedste surfere kommer til Løkken den første weekend i april, hvor der skal afvikles et stævne i den danske DM-surfserie.
Det spirende surfmiljø i Løkken er de seneste år vokset markant, og derfor er byen klar på at give surferne den varmeste velkomst og få skudt surfsæsonen i gang på flotteste vis.
– På en god dag, hvor vejret arter sig, så leverer Løkken varen. Rent bølgemæssigt har molen og stranden et fedt potentiale, og det bliver stort for byen at få Surf Touren herop, siger arrangør Kasper Brix fra North Shore Surf, der selv var med til at starte den danske DM-serie op tilbage i 2014.
Men alting afhænger af vejret, for det er nødvendigt, at Vesterhavet disker op med gode bølger, hvis konkurrencerne skal blive til noget.
– Løkken er et rigtigt sted at surfe, men vi skal bruge vind til at lave store bølger. Løkken er bedst, hvis det blæser fra sydvest til vest, og derfor har vi mulighed for at flytte stævnet til Hirtshals, hvis det blæser fra andre retninger, forklarer Kasper Brix.
Konkurrencen bliver enten godkendt eller aflyst senest torsdag aften før konkurrenceweekenden ud fra vejrprognosen for weekenden.
Det specifikke konkurrencested afgøres lørdag morgen og kommunikeres derefter ud til de deltagende surfere. Og kommer der ikke vind eller bølger nok, er der allerede plottet en reserveweekend i kalenderen ugen efter.
Forbund: – Det har været et mål at komme ud af Thy
For Dansk Surf og Rafting Forbund, der er organisationen bag DM, glæder mig sig til at komme til Nordjylland.
– I lang tid har al snak om surf foregået med omdrejningspunkt om Cold Hawaii og Vestkysten. Med stævnet i Løkken vil vi også være med til at promovere steder, hvor man kan surfe. Og med det blomstrende surfmiljø i Løkken giver det god mening at lægge stævnet der, siger Michael Lindberg, der er projektchef i forbundet.
– Det har altid været et mål for os at promovere sporten flere steder end Klitmøller, Thy og Hvide Sande. Nu håber vi så bare, at vinden bliver kraftig nok til, at vi kan få nogle gode bølger i Nordjylland, forklarer Michael Lindberg.
Stævnet i Løkken arrangeres i samarbejde med North Shore Surf, Løkken og Huset Havs. De lokale arrangører har også søgt støtte hos Hjørring Kommune, men økonomiudvalget har stadig ikke meldt ud, om man bakker op.
– Vi har søgt om 20.000 kroner i år og de kommende to år til afvikling af stævnet. Vi får desværre først svar to dage før, vi surfer ude på vandet – så vi har været nødt til at fortrykke kommunens logo på vores sponsor- og eventmateriale, men vi håber da, at de bakker op, fortæller arrangør Kasper Brix.
Løkken-stævnet bliver det første stop af fire, der udgør den samlede DM-serie, hvor der er plads til 40 surfere ved hvert stævne. De tre øvrige stævner afholdes i Thy og Hvide Sande.
Kilde: TV2 Nord.