Forventet deltagerrekord for topmøde hos færgeindustrien

Med en vigtig færgehavn har Hirtshals en ikke uvæsentlig interesse i udfaldet af færgeindustriens store topmøde i København.

10
Foto: Arkiv.

Den internationale maritime konference Interferry Conference har for vane at forestå en optælling af deltagere ved udgangen af august, når tilmeldingsfristen officielt udløber.

Dette er også sket i år, og tallene tyder på rekorddeltagelse til færgeindustriens konference i 2015, der denne gang foregår i København. En nyhed, der glæder John Steen-Mikkelsen, direktør i rederiet Færgen og præsident i Interferry, som repræsenterer færgeindustrien på globalt plan.

– Interferry-konferencen er vigtig, fordi den giver hele den internationale færgeindustri en mulighed for at finde løsninger på en række forhold, der både har stor betydning for sikkerheden på alverdens færger, nedbringelsen af emissioner og ikke mindst for infrastrukturen i hele EU. Derfor er det selvfølgelig meget glædeligt, at så mange deltagere har meldt deres ankomst til København. Vi har samlet et stærkt felt af foredragsholdere og politiske interessenter, og noget kunne tyde på, at vi har ramt plet,siger John Steen-Mikkelsen.

Tallene viser, at der pr. 31. august var tilmeldt i alt 228 deltagere til årets Interferry Conference, hvilket er det højeste antal nogensinde i sammenligning med det tilsvarende tidspunkt alle tidligere år. Den hidtidige topscorer var konferencen i 2014, der fandt sted i canadiske Vancouver og havde 208 tilmeldte ved udgangen af august. Generelt tegner tallene et billede af en konference, der de seneste år er vokset i både omfang og bevågenhed. Det endelige deltagerantal bliver opgjort i oktober umiddelbart inden begyndelsen af konferencen.

Blandt talerne på årets Interferry Conference er tyske Michael Cramer, der er formand for Transport- og Turismeudvalget i Europa Parlamentet, samt italienske Cristiano Aliperta fra FN’s internationale maritime organisation IMO.

Interferrry Conference har i år 40 års jubilæum, og derfor er det en særlig ære, at Danmark er valgt som værtsland. Dette er kun sket én gang tidligere i 1981, hvor konferencen ligeledes var placeret i København. Samtidig med udnævnelsen af Danmark som værtsland blev John Steen-Mikkelsen udpeget som præsident for organisationen Interferry.

Konferencen finder sted fra den 3. til den 7. oktober på Crowne Plaza Hotel i København. Fra den 5. til den 9. oktober lægger hovedstaden ligeledes omgivelser til Danish Maritime Days, hvorfor Danmark vil være centrum for hele det martime erhverv i perioden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments