Så var der én, så én til og endnu én. I alt nok 3 delfiner så Poul Bastholm Nørgaard fredag ved Hirtshals Fyr. Delfinerne hastede i høj fart mod syd, mens de sprang halvvejs op af vandet i farten.
Billederne er i øjeblikket til vurdering hos hval-eksperter, men meget tyder på, at der tale om arten øresvin. De blev for få år siden betegnet som sjældne i danske farvande, men der har været flere observationer de senere år.
I takt med, at der er mere opmærksomhed på hvalerne, ses der flere og flere i vore farvande, ikke mindst Kattegat og Skagerrak. Naturligvis kan klima-forhold også spille ind. Det har stor betydning for identifikationen, at så mange mennesker i dag har godt fotoudstyr, herunder mobiltelefoner, så man får dokumenteret iagttagelserne.