Det sidste udstyr er næsten på plads i de nye og skinnende biler. Fra mandag morgen overtager Region Nordjylland officielt driften af en del af det akutte beredskab fra Falck.
– Jeg er glad og spændt på, hvordan det kommer til at køre, siger formand for Region Nordjylland, Ulla Astman (Socialdemokratiet), til TV2 Nord.
Som det også er i dag, vil ni biler fremover være placeret rundt omkring i det nordjyske.
Placeringerne er i henholdsvis Thisted, Brovst, Farsø, Hobro, Hals, Aalborg, Hjørring, Frederikshavn og Skagen.
I sidstnævntes tilfælde dog kun i juni, juli og august.
Det er akutlæger, lægeassistenter og paramedicinere, som bemander bilerne.
– De har til hovedformål at støtte op omkring ambulancetjenesten. I nogle tilfælde vil de komme først ud på ulykkesstedet og starte en avanceret behandling, inden der kommer en primær-ambulance. I andre tilfælde er behandlingen i gang med primær-ambulancen, og så kommer de og støtter op med deres kompetencer, forklarer, enhedschef ved Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, Kenneth Lübcke, til TV2 Nord.
Falck står stadig for al ambulancekørsel i Region Nordjylland.
Ventetid udnyttes
Beslutningen om selv at stå for driften blev taget i efteråret 2018.
Den nye løsning er et par millioner billigere end den hidtidige.
– Det her tilbud bliver ikke ringere af, at vi nu selv hjemtager, og at der ovenikøbet er en økonomisk gevinst ved det, siger Ulla Astman.
En af årsagerne til at Region Nordjylland har valgt den nye model er, at medarbejderne nu ikke længere er ansat af Falck.
Dermed er det muligt at udnytte tiden, hvor personalet venter på at køre 112-ture.
– Vi kan sætte vores paramedicinere og ambulancebehandlere til at løse opgaver indhospitalt, siger Kenneth Lübcke.
Hospitalerne rundt om i Region Nordjylland vil altså kunne drage nytte af akut-personalet kompetencer, når de ikke er ude at køre.
Kilde: TV2 Nord.