Debatmøde om ulve afholdes af LandboNord

Skal nordjysk landbrug drives med en ulv i baghaven – eller skal ulven overhovedet være her? LandboNord inviterer til debatmøde onsdag den 1. maj klokken 19.

161
Forskere vil mærke op til ti danske ulve med GPS for at blive klogere på deres færden og adfærd. Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Tilstedeværelsen af ulve i Danmark er på kort tid blevet et stort debatemne. Dagligt kommer der nye beretninger om angreb på husdyr eller meninger om, hvad der skal gøres ved ulven. Tirsdag den 1. maj klokken 19 byder LandboNord til debatmøde om emnet i Brønderslev.

– For os, der har problemet inde på livet, kan det ofte være svært at holde styr på, hvad der er op og ned i en debat, som af og til løber af sporet. I øjeblikket er der flere medlemmer som helt opgiver at drive naturpleje af frygt for, at deres dyr bliver angrebet. I nogles øjne skal vi bare hegne arealerne endnu bedre ind, men det vil mange steder være en kæmpe opgave, siger formanden for LandboNords Kødkvægsudvalg, Jørgen L. Jensen.

Til mødet vil der være et panel bestående af: Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer og medlem af Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe, journalist Erik Poulsen, vildtkonsulent Tommy Hansen, Naturstyrelsen Thy og Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund. Landbrug & Fødevarers viceformand, Lars Hvidtfeldt, forstår godt medlemmernes bekymringer og arbejder på, at der bliver fundet løsninger både nationalt og i EU.

– Vores helt klare tilgang er, at vi skal kunne regulere problemulve, hvis det kan sikre, at vi i Danmark også i fremtiden kan have udegående husdyr. Justitsministeren har allerede udtalt, at det er muligt at handle i nødværge over for truende ulve, og at det punkt derfor vil blive skrevet ind i den nye ulveplan, siger Lars Hvidtfeldt.

Debatmødet foregår på LandboNord, Erhvervsparken 1 i Brønderslev. Deltagelse koster 50 kroner og det kræver tilmelding til LandboNord senest den 30. april.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments