Konvertering af understøttende undervisning giver knaster

Umiddelbart var der hos skolefolket tilfredshed med lokalpolitikernes afgørelse om at lade skolerne flytte timer fra den understøttende undervisning til to lærere eller en ekstra pædagog i klasserne, men beslutningen er ikke uden knaster på visse af de mindre skoler udenfor Hjørring.

16

Den understøttende undervisning er et af de nye elementer i folkeskolereformen, der skal anvendes til forløb, læringsaktiviteter og lignende, som enten har direkte sammenhæng med undervisningen i fagene og de obligatoriske emner eller sigter på at styrke elevernes læringsparathed og sociale kompetencer.

Folkeskoleloven giver dog jævnfør § 16b mulighed for at fravige ovenstående og i stedet anvende ressourcerne til ekstra personale i klassen med henblik på at yde yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering. Rødderne i Hjørring Byråd besluttede på den baggrund i sidste uge at delegere kompetencen til at beslutte, hvorvidt den enkelte skole ønsker at gøre brug af folkeskolelovens § 16 b til skoledistriktslederen.

Udgangspunktet for skolelederens beslutning skal være, at konvertering af understøttende undervisning til timer med to voksne skal imødekomme pædagogiske og faglige udfordringer i den enkelte klasse i forhold til eksempelvis trivsel, inklusion, elevernes faglige niveau og undervisningsdifferentiering. I forbindelse med skoledistriktslederens beslutning skal afledte konsekvenser af konvertering af understøttende undervisning såsom tilbud om pasning, befordring med mere håndteres, hedder det i referatet fra mødet den 27. januar i Hjørring Byråd.

Den sidste bemærkning om beslutningen har imidlertid dæmpet den umiddelbare begejstring, som skolefolket ellers udviste efter beslutningen. Glæden og tilfredsheden blev udtrykt af blandt andre Lars Busk, som er formand for Lærerkreds Nord:

– Skolerne er presset på økonomien, og nu har de fået et redskab, som de kan prioritere med. De kan vælge, om de vil bruge penge på en længere skoledag eller på at have to lærere i klassen. Det er jeg glad for. Det vil kunne hæve kvaliteten i undervisningen, sagde Lars Busk således til fagbladet Folkeskolen.

Lars_Busk_FlaskePosten_1

Lærernes lokale formand Lars Busk.

Det har dog vist sig, at især visse mindre skoler udenfor Hjørring kan komme i klemme på grund af lige præcis problemer med at få befordret elever hjem, hvis de får fri tidligere end hidtil planlagt. Dermed får skolerne fortsat udgiften ved at skulle passe børnene og kan altså ikke konvertere timerne til eksempelvis to lærere. Den lokale webavis har fremført problemet for udvalgsformand Kasper Maarup Andersen, som er valgt til Hjørring Byråd for de Konservative.

– Vi har i Hjørring kommune et forholdsvis stort og omfattende busnet. Ruterne er sammen med NT planlagt udfra blandt andet skolernes ringetider, og de tidligere skolebusser er åbnet for andre borgere end skolebørn, således at det samlede busnet drives økonomisk optimalt. Det betyder desværre, at man ikke bare lige kan ændre på, hvornår busserne skal køre til og fra den enkelte skole, og komplicerer derved muligheden for den enkelte skole, såfremt de ønsker at konvertere uu timer, forklarer Kasper Maarup Andersen.

– Vi har i udvalget talt om det, men det er for nuværende ikke muligt at få et overblik på den potentielle omkostning eller finde finansiering herfor i udvalget. Derfor må den enkelte skole se på muligheder for at løse problematikken for nuværende, konkluderer udvalgsformanden, der altså ikke umiddelbart kan løse problemet endsige se en politisk mulighed for at finde en økonomisk håndsrækning.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Jakob Gislund
9 år siden

Det er sørme nemt at vise sig som den store og dygtige leder, der giver tilladelsen, men derefter blot sender regningen videre.