De sidste modems på vej ud hos HAS

Natten mellem den 31. januar og den 1. februar bliver en milepæl i Hjørring Antenneselskabs, som er kendt med forkortelsen HAS.

13

Fra den 1. februar overtager HAS selv distributionen af internet til de mere end 10.000 medlemmer, der hidtil har rejst med Stofa ud i cyberspace. Overgangen fra Stofa til HAS Bredbånd kræver, at medlemmerne skifter deres Stofa-modem ud med et nyt, og i disse dage er de sidste modems på vej ud til medlemmerne.

– Med i kassen med de nye modems er også en detaljeret vejledning i, hvordan man skifter, og det er min opfattelse, at de fleste synes, det er let. I praksis skal man blot flytte kablerne fra det nuværende modem til præcis de samme kontakter på det ny modem og tænde for strømmen. I løbet af ganske kort tid, vil det ny modem være klar og dermed levere højere internethastighed, forklarer formand hos HAS, Kurt Larsen, der tilføjer, at eventuelle trådløse enheder let tilkobles med en simpel kode.

– Hvis nogle medlemmer er usikre på, hvordan de skal gribe opgaven an, kan de på vores info-kanal se en lille video, der illustrerer, hvordan de gør trin for trin. Og skulle der være medlemmer, som ikke var hjemme, da vi kom for at aflevere modemet, kan de hente det hos JMC på Løkkensvej frem til søndag den 31. januar – og skulle enkelte ikke have modtaget et modem inden udgangen af uge 3, kan de ringe til kontoret på 9890 1777 eller sende en email til info@has.dk.

– I øvrigt er det vigtigt at sørge for at sende de gamle Stofa-modems retur. I pakken med det ny modem ligger der en adresselabel, som bruges til at sende det gamle modem til Stofa. Flere medlemmer er velkommen til at gå sammen om forsendelsen og dermed spare noget af portoen, gør Kurt Larsen opmærksom på. Det ny modem virker først fra den 1. februar.

Bestyrelsens beslutning om dels at skifte tv-leverandør fra Stofa til YouSee og dels selv fremover at distribuere højhastigheds bredbånd til godt 10.000 af foreningens i alt 20.000 medlemmer var ikke svær, men det var en beslutning, der har kræver mange kræfter for at sikre, at alle har fået de nødvendige informationer, og at ingen har følt sig efterladt.

– I uge 4 holder vi de sidste planlagte medlemsmøder, og vores overordnede indtryk har helt klart været, at medlemmerne har været meget tilfredse med at få mere tv til en lavere pris og både hurtigere og billigere internet. Vi har i de seneste måneder været igennem ikke færre end 21 medlemsmøder og en ekstra generalforsamling, fortæller Kurt Larsen.

HAS er i kraft af annoncer her på den lokale webavis samt kraftig aktivitet både på hjemmesiden og på Facebook blevet særdeles synlig i medlemsskaren og i bevidstheden hos de fleste i Hjørring Kommune. Det betyder, at HAS har formået at fastholde medlemstallet og endda indtil nu fået cirka 200 nye bredbåndskunder.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments