Dannebrog, rød løber og festivitas ved indvielse af Dagli’Brugsen

Der var allerede fra morgenstunden kl. 8.00 lørdag stillet an til den helt store åbningsfest i den nye butik hos Dagli'Brugsen i Bindslev.

14

Vejrudsigten var ganske vist ikke den bedste, men med vanlig sans for rettidig omhu havde uddeler Klaus Kold fra Dagli’Brugsen selvfølgelig taget vejrguderne i ed og desuden fået opstillet et stort telt på den nyanlagte parkeringsplads ved den ligeledes splinternye butik i Bindslev.

Regnen udeblev dog under alle omstændigheder, mens først Klaus Kold og dernæst kædedirektør Jesper Andersen fra Coop holdt taler, hvoraf det klart fremgik, hvor stor en investering og især et aktiv den nye Dagli’Brugsen bliver for hele Bindslev. Reelt går Coop med nybyggeriet også stik imod strømmen, når det handler om dagligvarehandel, blev det understreget af Jesper Andersen.

Efter talerne klippede Kirstine fra 3. B på Bindslev Skole snoren over, hvorved butikken officielt var åbnet, men dermed er festivitasen bestemt ikke slut, idet der mellem kl. 12 og 14 uddeles gratis hotdogs, mens man fra kl. 12 til 16 kan smage på lokalområdet. Endvidere uddeles der mellem kl. 13 og 17 gratis Othellolagkager af OK.

I anledning af Dronning Margrethes fødselsdag inviteres piger og drenge op til 12 år desuden til kl. 16.00 at møde frem klædt ud som prinsesser og prinser, hvorefter de flotteste kåres kl. 16.20. Der sker faktisk meget mere undervejs, men det hele kulminerer lørdag aften kl. 21.00 med gratis champagne og festfyrværkeri. Ligesom der denne lørdag er 20 procent i hele butikken.

For lige at binde en foreløbig krølle på historien, var der selvfølgelig i dagens anledning et gavebord i Dagli’Brugsen. Her fik uddeler Klaus Kold blandt andet overrakt en pakke af sin egen yngste datter Isabella. Pakken indeholdt en flot kalender fra genboen, som er børnehaven Solsikken.

FlaskePosten ønsker et kæmpe tillykke både til bestyrelse og uddeler samt ikke mindst borgerne i Bindslev.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments