I dag åbner Steno Diabetes Center Nordjylland som de første i landet en sygeplejerskebetjent diabetes-hotline, hvor voksne borgere med diabetes, pårørende, praktiserende læger og andre sundhedsprofessionelle kan få akut rådgivning ved spørgsmål om diabetes.
Diabetes-hotline åbner i dag
Der er godt nyt til de ca. 35.000 nordjyder med type 1 og type 2-diabetes. Fra i dag 19. november kan man ringe ind til en diabetes-hotline alle hverdage fra kl. 8-22.30 og få svar på spørgsmål om diabetes. Målgruppen er alle voksne borgere med diabetes, de pårørende, praktiserende læger og andre sundhedsprofessionelle på f.eks. plejehjem og bosteder. Den nye diabetes-hotline er den første i landet, der henvender sig til så bred en målgruppe. Direktør for det nyetablerede Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN), Poul Erik Jakobsen, er stolt over, at man nu kan søsætte det første supplerende tilbud fra centeret udviklet med den lokale diabetesforening.
– Tilbuddet ligger meget fint i tråd med vores visioner for SDCN, hvor vi vil skabe en sammenhængende og decentral behandling. Vores diabetes-hotline giver tryghed til borgere med diabetes, og samtidig ser vi et behov for rådgivning til sundhedsfaglige, når de står med et akut spørgsmål om diabetes på eksempelvis et bosted eller plejehjem. Insulin er en af de farligste typer medicin, og der opleves jævnligt utilsigtede hændelser. Dem kan vi forhåbentlig forebygge, ligesom vi kan undgå unødvendige indlæggelser, siger Poul Erik Jakobsen.
Bemandet af erfarne diabetessygeplejersker
Den nye diabetes-hotline bliver bemandet af erfarne diabetessygeplejersker lokaliseret på regionens fire diabetesambulatorier eller sengeafsnit i Aalborg, Thisted, Farsø og Hjørring/Frederikshavn. Når en borger ringer ind i dagtimerne, kan vedkommende få fat i den afdeling, personen sædvanligvis har kontakt til, forklarer afsnitsledende sygeplejerske på SDCN, Hanne Ravn Larsen, der har været med i den arbejdsgruppe, der har udviklet tilbuddet.
– Dermed sikres sammenhængen mellem den almindelige behandling på diabetesambulatoriet og de akut opståede forværringer, og det giver en tryghed for borgeren at tale med det personale, de kender i forvejen. Personale og pårørende bliver visiteret til en centralt bemandet rådgivning. Det sikrer, at akut opståede situationer kan håndteres hurtigt. Et af vore mantraer er, at al hjælp til selvhjælp har værdi for både borgeren og os for at sikre bedst mulig behandling på rette sted, siger Hanne Ravn Larsen.
Når den nye diabetes-hotline har så bred en målgruppe, så hænger det sammen med, at behandling af diabetes i dag ikke kun sker på hospitalet og i diabetesambulatoriet. Det kan være hos den alment praktiserende læge, sygeplejersken på en hospitalsafdeling, social- og sundhedsassistenten på plejehjemmet eller patienterne selv og dennes pårørende.
– Vi har oplevet efterspørgsel på sådan en diabetes-hotline fra hjemmesygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på plejehjem og bosteder, som nu må ty til at kontakte Lægevagten eller akutmodtagelsen på hospitalet, når det brænder på. Personalet på bosteder har ikke nødvendigvis kompetencen til at håndtere en akut opstået problematik eller følgevirkning af diabetes. Når de ringer ind til den specialiserede rådgivning, kan de fremover blive guidet igennem problematikken. Det kan spare en sårbar patient en indlæggelse, som vender og ned på deres hverdag, samt forebygge følgevirkninger til diabetes, siger Hanne Ravn Larsen.
Tilbuddet giver tryghed til patienten
Udviklingen af det nye tilbud er som sagt sket i samarbejde med den lokale diabetesforening. Formand for Diabetesforeningens Lokalafdeling Aalborg, Dorte Hinzmann, har siddet med i arbejdsgruppen, og hun er begejstret for det nye tilbud.
– Vi har efterspurgt sådan en bredt funderet diabetes-hotline. Det giver tryghed for os som patienter, og jeg håber, at tilbuddet bliver godt modtaget. Jeg er sikker på, at den nye diabetes-hotline vil kunne hjælpe især pårørende gennem svære situationer. Når et familiemedlem får diabetes, så bliver hele familien jo ramt. Samtidig har det været vigtigt for os, at telefonerne er bemandet med erfarne diabetessygeplejersker med en bred viden, så de har kompetencer til nemt at guide patienten, hvis eksempelvis en insulinpumpe er stået af, siger Dorte Hinzmann.
Den nye diabetes-hotline kan træffes på alle hverdage fra kl. 8-22.30 på 97 66 67 00. Tilbuddet er tiltænkt voksne borgere med diabetes. På sigt kommer der et lignende tilbud målrettet børn med diabetes.