
Der er lagt op til det helt store, når Fortuna torsdag aften møder Manchester City i den første af to kvartfinalekampe på Bredbånd Nord Arena i Hjørring.
Det er to totalt motiverede hold, der tørner sammen, og det er nogle af fodboldens helt store profiler, der skal prøve kræfter.
Mandag aften blev Fortuna Hjørrings anfører, rumænske Florentina Olar- ved DBU’s fodbold Award-arrangement – kåret som årets bedste i 3 F-ligaen. Tidligere er hun kåret som bedste rumænske spiller.
Når Manchester City løber på banen i Hjørring har de Verdens bedste – amerikanske Carli Lloyd – med i truppen. I januar kårede FIFA for anden gang Carli Lloyd som årets bedste kvindelige fodboldspiller.
Hvis man ønsker en rigtig, god fodboldoplevelse er det med at møde op på Bredbånd Nord Arena torsdag, hvor der er kick off kl. 19.
Der bliver trængsel ved tælleapparaterne, så det anbefales at købe billet forud.
Prisen for voksne er 50,- kr, mens børn under 18 år har gratis adgang.
Billetter sælges hos: A-Z, A.F. Heidemannsvej, Hjørring, Føtex, Bispetorv, Hjørring, Sport Master, Østergade, Hjørring og Sport Master, Strømgade, Hjørring






















































