
Af Henrik Willadsen

Advokat og formand for Erhverv Hjørring.
Danmark kan ikke klare sig uden industri. Det er holdningen i Erhverv Hjørring. Og den holdning deler vi – heldigvis – med flertallet af danskerne.
Den konklusion kan drages af en meningsmåling foretaget af Danmarks Statistik for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) i juni i år.
Blandt 1.226 adspurgte danskere svarer blot 3 procent, at Danmark ”i høj grad” kan klare sig uden industriproduktion på dansk grund. I modsætning hertil står, at 22 procent mener, at Danmark ”slet ikke” kan klare sig uden industriproduktion.

Hirtshals Havn er også i industriel henseende en vigtig kronjuvel i Hjørring Kommune, tilføjer her for egen regning den lokale netavis FlaskePosten.
I en kommentar fra Dansk Industri til undersøgelsen siger vicedirektør i Dansk Industri Kent Damsgaard, at danske produktionsvirksomheder beskæftiger 300.000 medarbejdere og bidrager markant til Danmarks vækst og udvikling. Uden industriproduktion her i landet, ville Danmark være et væsentligt fattigere land at leve i, siger han.
Undersøgelsen viser også, at der er markant forskel i holdningen til industrien mellem danskerne i de forskellige landsdele.
Her I Nordjylland, der i høj grad er en del af ProduktionsDanmark, mener 78 pct. af de adspurgte, at Danmark enten ”slet ikke” eller ”i ringe grad” kan klare sig uden industriproduktion herhjemme, er det kun 50 procent af indbyggerne i hovedstaden, der har den holdning.
Forskellen er parallel til beskæftigelsen i industrien. I hovedstads-området er under 10 procent af arbejdsstyrken beskæftiget i industrien. I mange jyske kommuner gælder det over 20 procent.
Det kan godt være lidt bekymrende, at der i hovedstaden, hvor så meget beslutningskraft er koncentreret, er ringere forståelse for betydning af et af de erhverv, som både historisk og aktuelt er helt afgørende for vores velstand.
Men lad os først og fremmest glæde os over, at flertallet af danskerne har forstået, at vi ikke kan leve af viden alene, men at det er en kombination af viden og produktion, der skaber vækst i virksomhederne og dermed i samfundet.
Her i Hjørring Kommune har vi en række højt-specialiserede industrivirksomheder såvel inden for fødevareproduktion som industriel produktion. Det er et vigtigt tema for Erhverv Hjørring i samspil med Hjørring Kommune og Hjørring ErhvervsCenter at sikre optimale vilkår for disse erhverv.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.
Foto: Arkiv og Hirtshals Havn.





















































