Dan Andersen: Træls med forkerte tal

Dan Andersen fra Lokallisten kommenterer i dette indlæg blandt andet de divergerende tal hos Hirtshals Skolecenter og Hjørring Kommune.

12

Af Dan Andersen
Byrådsmedlem for Lokallisten
Hirtshals

Det er altid træls. når der opstår problemer med tal.

Det er klart, at når der er forskelligt udgangspunkt, forskellige forudsætninger og forskellig tidsperiode, ja så vil resultaterne også blive forskellige.

Det kedelige i denne sag er, at det flytter fokus fra det egentlige spørgsmål: Har Tornby Skole en fremtid?

Når jeg taler varmt for at bevare Tornby Skole er det ud fra 2 hensyn;

Et stærkt Hirtshals Skolecenter med Horne og Tornby med 0.. – 6 klasse og en overbygning på Hirtshals Skole.

Et skolecenter med høj grad af samarbejde og udnyttelse af det enkelte undervisningssteds kompetencer.

Et skolecenter, hvor vi kan hjælpe hinanden på tværs, når elevtallet bliver presset.

Det andet hensyn er Tornby. En unik by med stærkt sammenhold, en god idrætsforening, god logitisk og fantastisk natur. Her har vi som kommune et godt tilbud med henblik på bosætning.

Uanset, hvilke tal man anvender, så viser de, at der er et potentiale for at have skole i Tornby. Der er et rimeligt børnetal i området, men det kræver, at borgerne benytter det kommunale tilbud, som skal være af høj kvalitet.

Vi har set det på dagtilbudsområdet, hvor vi havde svært ved at opretholde dagplejepladser. Da vi sadlede om og etablerede aldersintegreret institution med vuggestue og børnehave, så vi næsten med det samme, at borgerne benyttede det. Der er faktisk venteliste i dag.

Tal skal være i orden, men for mig handler det om, at man tror på, at en kommunal skole i Tornby har en fremtid.

Det tror jeg på. Hvis det kommunale tilbud er af ordentlig kvalitet, så vil forældrene i Tornby også benytte det.

I Hirtshals Skolecenter skal man hele tiden have fokus på samarbejde. Horne og Tornby skoler er en forudsætning for en god overbygning i Hirtshals. Flere og flere er glade for og støtter op om overbygningen i Hirtshals.

Det gode arbejde skal fortsætte. Sammen er de tre skoler stærke, men lukker vi en, så vil de to andre komme i problemer.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments