
Hjørring Kommune er angiveligt ved at overtage den tidligere politistation på hjørnet ved Parallelvej og Brinck Seidelins Gade af det statslige selskab Freja Ejendomme.
– Vi overvejer at købe bygningen efter en fornyet henvendelse fra dem, men vi er ikke færdige med at forhandle prisen. Derefter skal der laves en sag til økonomudvalget, oplyste i hvert fald borgmester Arne Boelt mandag til Nordjyske Stiftstidende.
Ifølge FlaskePostens oplysninger kan Lokallisten imidlertid ikke umiddelbart støtte et sådan opkøb af den gamle politistation, men ønsker først en bredere debat om prioriteringerne i Hjørring Kommune.
– Vi har i den seneste tid nærmest slidt spaderne op i kommunen ved nye projekter. Det er muligt, at projektet er godt og prisen er sat ned fra 22 til 5 mio. kroner, men det er mange penge og vores fokus ligger helt andre steder i de kommende år, siger således Dan Andersen fra Lokallisten til FlaskePosten.
– På anlægssiden har vi blikket stift rettet mod en ny skole i Vrå, og når det gælder drift, vil vi eksempelvis hellere bruge penge på vedligehold af vores cykelstier, som trænger til en kærlig hånd, ikke mindst i forbindelse med haller og skoler, afslutter Dan Andersen.