
Der er noget trygt og rent ud sagt for sindet beroligende ved liturgien i den danske folkekirke, som i store træk er den samme uafhængigt af, hvilken præst der forretter gudstjenesten, hvilket også gælder i Hirtshals Sogn.
Til gengæld adskiller præsterne sig ikke så lidt i deres prædikener, hvilket både gælder form og indhold. Hvor Bjarne Hougaard, der oftest forretter gudstjeneste i Hirtshals, med årene er nået frem til ikke at have et ordret manuskript, men snarere en mindmap med et sindrigt system af stikord, der holder Aksel Lindy Toft fortsat som udgangspunkt fast i et egentligt manuskript, som han gennemlæser flere gange og der ud fra improviserer, når han prædiker, hvilket de fleste gange i løbet af året er i Emmersbæk Kirke.
Derfor skal man heller ikke ledes ud i den vildfarelse, at sidstnævntes prædikener bærer præg af triviel oplæsning, hvilket heldigvis meget langt fra er tilfældet. Det var denne søndags levende prædiken et godt eksempel på.
Den satte af fra det tekststed hos Markus, hvor Jesus kom ned fra bjerget og så, at der stod en stor flok mennesker, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. Så spurgte Jesus dem: »Hvad drejer diskussionen sig om?«
»Mester,« råbte en mand i skaren, »jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.«
»Åh, I vantro mennesker!« udbrød Jesus. »Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.«
De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. Jesus vendte sig mod drengens far: »Hvor længe har han haft det sådan?«
»Fra han var ganske lille,« lød svaret. »Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os – hvis du kan!«
»Hvis jeg kan?« sagde Jesus. »For den, som tror, er alting muligt.«
»Jeg tror!« råbte faderen. »Hjælp mig til ikke at være vantro!«Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: »Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!«Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: »Han er død!«
Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene – og han blev stående.Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?«
»Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,« svarede han.
Med afsæt netop i dette tekststed, som her er citeret i sin fulde ordlyd fra BibelWeb, får Aksel Lindy Toft tematiseret dæmoni og psykisk sygdom samt diagnoser og trækker således paralleller fra Jesu tid til velfærdssamfundet og dagens Danmark.
Her problematiserer den lokale sognepræst ganske vist de grasserende diagnoser og spørger, om også sorgen virkelig kan diagnosticeres, som der er set eksempler på det. Det gør han dog ikke for at afvise lægevidenskaben, som han ikke ser i opposition til troen. Snarere betragter Aksel Lindy Toft dem om ikke ligefrem som komplementære så stående side om side.
Under alle omstændigheder kommer han samtidig ind på bønnen, der ikke i hans kristne optik ses som introvert, men som en åbning mod noget uden for en selv. Med inddragelse af Søren Kierkegaards værk Begrebet Angst og Fjodor Dostojevskijs roman Kældermennesket ses det syge sind eller altså dæmonien netop som indkrogethed i sig selv.
Det kan meget vel lyde utrolig knastørt og akademisk, når det her refereres på skrift, men i den sammenhæng er sognepræstens fortjeneste lige præcis, at han gør ordene både lyslevende og fascinerende forståelige.
Gud er relationen mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, siges det på et tidspunkt af Aksel Lindy Toft. Gud er for så vidt relationen, tilføjer han med et meget brugt begreb i den aktuelle pædagogiske debat.
Så får I heller ikke mere treenighedslære for den 25 øre, fastslår han dernæst og kigger på nogen af de kommende konfirmander i kirken. Alle har vi dog fået mere lys og ro i sindet end købes kan for penge.