Cykelsport: Vendsyssel Teater
klar til Hårnålesvinget

Hårnålesvinget er en komedie, som stiller skarpt på en af tidens store sportsgrene – cykling.

70

Vendsyssel Teater præsenterer fra den 9. maj til den 2. juni en spændende forestilling om cykelsportens grænseløse passion – Hårnålesvinget – en svedig komedie om cykelsport.

Det er en sam-produktion med Team Teatret i Herning, som spiller forestillingen frem til den 5. maj, hvorefter Vendsyssel Teater i Hjørring har premiere den 9. maj.

Det handler om lidenskab, entusiasme, engagement, passion, uden grænser.

Om det er de heppende fans, der med tilråb, flag og klappepølser sender de veltrænede mænd i spandexdragter rundt om det næste sving – eller det er rytterne i sadlen, så har de det til fælles, at de har en nærmest uudtømmelig lidenskab for cykelsporten. Grænseløs passion.

De begejstrede fans – i hvert fald dem, vi møder i Hårnålesvinget – har for manges vedkommende ikke selv haft berøring med saddel og pedal, siden de som børn drønede rundt i villakvarterne, men når der er store cykelløb, kommer de frem fra deres skjul. Men når rytterne kommer susende forbi, står de engagerede og passionerede fans ved landevejen og får endorfin-udløsning af suset.

Cykelrytternes senede kroppe og solbrune underarme vidner om mænd, der tilbringer mere tid på cykelsadlen end i sofaen. Som professionelle cykelryttere lever de et ekstremt liv, hvor de, hver gang de træder i pedalerne, overskrider egne grænser. Grænseløs passion.

Hårnålesvinget er en komedie, som stiller skarpt på en af tidens store sportsgrene – cykling. Forestillingen er fortællingen om rytterne, den strenge sportsdirektør og den kyniske holdejer. Og så er det ikke mindst en komedie om alle os danskere, som hvert år sætter os i sofaen tre uger i juli for at følge rytterne i Tour de France, mens Jørgen Leths ikoniske stemme skaber lydkulissen til pedaltramp og svedperler, der springer. Hvis vi da ikke vælger at rejse til Frankrig og står klar til at heppe rytterne videre op ad bjerget.

I forestillingen Hårnålesvinget møder vi blandt andre:

Stephanie Hannigan og Petrov
Han er cykelholdets ejer, der har profit for øje – hun er den kvindelige sportsdirektør – måske den eneste af sin slags. Valgt fordi hun er kvinde – eller kælling, som Petrov, ville sige … Eller valgt fordi hun er bedst?

Karin og Pelle
Pelle elsker cykelløb så meget, at han har overtalt Karin til at tage med ned i hårnålesvinget på Alpe d’Huez for at mærke suset, når rytterne cykler forbi. Karin derimod er mere til sol og afslapning. Pelle har lokket hende med til Frankrig med udsigten til tre uger med Bourgogne. Men det er helt andet væske, der skal slukke tørsten, da hun er færdig med at bakse traileren op ad bjerget …

Robert og Ninna Manner
De er far og datter. Robert ejer det hotel, hvor det danske cykelhold er indlogeret. Han er inkarneret fan af cykelsporten og vil gøre alt for, at det hele spiller max, når rytterne gør deres entre. Ninna skal folde håndklæder, så de ligner cykelhjul, og for foden af Alpe d’Huez planter han tulipanløg – helt uden for sæson.

Jacob Andreasen & Kalle Rosenquist
Cykelryttere på Team Danmarks Bedste Vaskeriløsninger. Andreasen havde set sig selv som holdkaptajn under Tour de France, men han må se sig slået af Kalle, som omvendt har rigtig svært ved at påtage sig lederrollen, for Andreasen er ikke bare en kollega men en kammerat.

Hårnålesvinget er ikke en dokumentaristisk forestilling, men den har tydelige referencer til cykelsporten og nogle af de personligheder, vi har mødt gennem årene.

Forestillingen er produceret af Vendsyssel Teater og Team Teatret. De to egnsteatre har tidligere samarbejdet i forbindelse med produktionen af Surstrømning.

Cykelholdet:
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Instruktør: Morten Lundgaard
Scenograf: Thomas Ravnsgård
Skuespillere: Niels Anders Manley, Anders Aamodt, Stig Reggelsen Skjold, Olivia Franciska, Fevel Borgels, Jørgen Bing og Mette Kolding
Lyddesign: Morten Birk
Lysdesign: Søren Lydersen
Kostumier: Berith Ann Christensen

Hårnålesvinget
Vendsyssel Teater, Banegårdspladsen 4, Hjørring
9. maj til 2. juni klokken 19.30 på hverdage og lørdage klokken 15.00

Der er allerede udsolgt til forestillingen onsdag den 9. maj og tirsdag den 15. maj samt tirsdag den 22. maj. Billetter købes på Vendsyssel Teater i billetsalget eller på hjemmesiden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments