Større nordjyske virksomheder kan rekvirere den mobile testenhed fra Region Nordjylland til coronatest af personalet.
Ordningen har endnu ikke været anvendt på virksomheder i Hjørring kommune. Men flere nordjyske fødevarevirksomheder har benyttet ordningen til at teste hele personalet. I fredags blev således personalet på Danish Crown-slagteriet i Sæby testet på virksomheden af regionens mobile testenhed.
Chefkonsulent Ane Allermann Lemvigh fra Tværsektionel Enhed i Region Nordjylland fortæller om tilbuddet:
”Virksomhederne kan anmode om besøg af vores testhold via en mail til corona@rn.dk, og vi kontakter derefter virksomheden for nærmere afdækning af behov mv. Vi har i nogle tilfælde sammen med virksomheden valgt, at et besøg af den mobile testenhed ikke var aktuelt i den pågældende situation.
Prøverne analyseres på Statens Seruminstitut i København, og der kan gå op til 72 timer for svar, ganske som hvis testen foretages i ’de hvide telte’ på Arsenalvej i Hjørring.
Som udgangspunkt får regionen ikke besked om testresultaterne, medmindre der er tale om en særlig situation, men virksomheden kan aftale med SSI, at de skal have besked. Det får de i øvrigt altid, hvis der findes covid-19-positive blandt personalet som et naturligt led i smitteopsporingen.
Vi aftaler altid med virksomheden, hvornår vi skal komme på besøg med testholdet, så det kan passe med produktionen. F.eks. var det vigtigt for Danish Crown, at vi kom en fredag inden for bestemte tidsrum.
Vi vurderer således fra gang til gang hvordan besøget gribes an, hvor hurtigt det skal foregå og så videre – og altid i samarbejde med virksomheden. Der kan være tilfælde hvor vi skal handle meget hurtigt – f.eks. hvis der er covid-19-positive på virksomheden.”
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.