Coop lukker Fakta i Sindal og i alt otte Fakta-butikker i Nordjylland, den første allerede i maj. De ansatte i de ramte forretninger er nu ved at blive ansat i andre Coop-forretninger.
Lukningerne sker i Sindal, Skagen, Brønderslev, Vodskov og Støvring, og i Aalborg lukker hele tre butikker.
Det står klart, efter Coop torsdag meddelte, at 47 ud af Faktakædens godt 400 butikker landet over lukker på grund af dårlig økonomi.
– Det betyder, at vi må sige farvel til 900 medarbejdere, hvoraf 400 er ungarbejdere – altså under 18 år. Vi gør alt, hvad vi kan, for at genplacere dem enten i Fakta-kæden eller hos nogle af vores søsterkæder i Coop, siger Fakta-direktør Stina Glavind.
Hvor mange medarbejdere, det konkret drejer sig om i Nordjylland, vil butikskæden dog ikke ud med.
– Men jeg kan sige så meget, at vi allerede nu arbejder på at få dem genplaceret i enten Kvickly, SuperBrugsen eller nogle af vores andre Fakta-butikker. Vi sætter en stor ære i at få så mange som muligt videre i nye job, siger salgschef i Fakta, Henrik Knudsen.
– Og det er vigtigt for os at understrege, at lukningerne af butikkerne altså ikke har noget med medarbejderne at gøre. De har knoklet lige så meget som deres kollegaer i andre butikker, men tiden er på en måde bare løbet fra de forretninger, vi har valgt at lukke, tilføjer han.
Se på kortet, hvilke Fakta-butikker der lukker inden længe:
Kilde: TV2 Nord