Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem
Venstre
Hjørring Kommune
Hverdage er dem, som vi har flest af i vores liv. Det er dog sjældent dem, som vi taler om, når debatten drejer sig om bosætning og befolkningstal i Hjørring kommune.
Her kommer vi nemt til at tale om branding- og bosætningsstrategier med sætninger såsom: “Vi er en grøn, erhvervsvenlig kommune med masser af strand og højt til himlen.” En kommunaldirektør fra en udkantkommune udtrykte det således for nyligt: “Bosætnings- og brandingsstrategier kan vi tørre røv med, eller læse på Politikens bagside. Der er ofte en fin parodi.”
For nyligt fulgte jeg et indlæg på Facebook, som havde fokus på, hvad man tilbød tilflyttere, altså den bunke brochurer, som en kommune har samlet i net og som nye eller potentielle borgere får udleveret. I Hjørring har vi også sådan et net, inklusiv en gratis billet til Nordsøen for et barn under 11 år. Bevares, det skader ikke på nogen måder. Det er da et fint tiltag for at lade tilflyttere få overblik over fritids- og kulturtilbuddene i en kommune. På den anden side, så rykker det heller ikke rigtigt noget, vel?
Men hvad virker så? Mit bud er hverdagen. Når den fungerer. Når tingene går op i en højere enhed, hvor man sammen med sine børn får gode oplevelser i skoler og børnehaver, når arbejdet fungerer, når man kan handle i nærområdet, når trafikken ruller og når der er inspiration i sin fritid.
Man flytter ikke til Hjørring Kommune, fordi vi drøfter spektakulære tiltag i en bosætningsstrategi. Man flytter hertil, hvis vi kan tilbyde en hverdag, som fungerer. Hvor huspriser, arbejde, børnenes trivsel og kulturtilbud går op i en højere enhed. Ikke bare ved enkeltstående lejligheder, men i hverdagen. Det betyder, at vi konstant skal udvide vores vifte af tilbud. En ny skole i Vrå, som er tiltrængt. Et moderne fodboldstadion, som bliver flittigt besøgt. Kulturtilbud, både fastholdelse af Vendelbohus og en ny teaterbygning i fulde omdrejninger. Et atletikstadion, som er åbent for alle borgerne i kommunen. Alle de små ting, der giver os mulighed for en fantastisk hverdag.
Og den anden side af sagen. Hvordan vi får hverdagen til at spille sammen med disse tilbud. For to år siden ansatte vi en bosætningskonsulent i kommunen. Ikke til at lave højtravende strategier, men til den håndholdte indsats. Opgaverne går på proaktivt at opsøge potentielle nye borgere, f.eks. da Statens Administration flyttede ud til provinsen, tale med dem, hjælpe med spørgsmål om anvisning af børnehavepladser, støtte omkring lejlighedssøgning til nye læger på sygehuset, føre dem rundt i kommunen og ind i hverdagen, så den fungerer. Når hverdagen virker, kan potentielle nye borgere se sig selv i Hjørring Kommune. Det flytter man efter.
Vi skal have vores borgere til at elske hverdagen i kommunen, for så kommer der flere borgere.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
“Vi skal have vores borgere til at elske hverdagen i kommunen, for så kommer der flere borgere” siger du Claus Mørkbak Højrup.
Det interessante er, hvordan du vil videreformidle til resten af Danmark, at her er der en flok mennesker der elsker hverdagen.
Der er jo ikke nok med at “tage sig kærligt” af portentielle borger, som da starten administration flyttede til provinsen.
Det hører, ser og mærker ingen andre i Danmark.
Hvordan vil du ellers promovere Hjørring Kommune for det ganske land??
2numerous