Af Christina Egelund
Medlem af Folketinget
Liberal Alliance
For lidt mere end fire år siden stillede jeg op til folketinget for første gang. Min politiske vision var klar, liberal og rundet af min opvækst i Hjørring og mine 10 år med at drive en privat virksomhed sammen med min familie ved Saltum. Der skulle mere frihed, mindre kontrol, lavere skatter og mindre formynderi til.
Bedre vilkår for virksomhederne:
Jeg havde i egen hverdag erfaret, hvad det betyder for en mindre virksomhed, hvor de samme mennesker administrerer alt fra ansættelse til løn, indberetning til skat, modtagelse af diverse tilsyn, når der fra Christiansborg udstedes nye regler, nye afgifter, nye indberetninger til staten osv osv. Nemlig mindre overskud til dét, en virksomhed helst skal bruge sine kræfter på: nemlig at drive og udvikle forretningen efter bedste evne. Derfor gik jeg til valg på at befri virksomheder for en stribe dumme afgifter. Dumme både økonomisk og særligt byrdefulde at administrere.
Bedre vilkår for de frie skoler
Jeg havde oplevet hvad det betyder for en mindre landsby, når kommunalbestyrelsen lukker folkeskoler på stribe, og lokale ildsjæle møjsommeligt ved fælles kraft får stablet en ny friskole på benene, som ofte udvikler sig til at være landsbyens hjerte og samlingspunkt for kultur, idræt og lokalliv. Derfor gik jeg til valg på at styrke støtten til de frie skoler.
Billigere biler
Sidst men ikke mindst gik vi til valg på at gøre bilerne billigere. På at det er pløk-urimeligt, at vi i Danmark betaler tårnhøje afgifter for vores biler, mens vores naboer i Sverige og Tyskland går fri. Det betyder noget for mobiliteten udenfor de store byer.
Jeg er stolt af, at vi i Liberal Alliance har leveret på alle tre områder:
✋Bedre vilkår for landbruget
✋ Bedre vilkår for turismen
✋Liberalisering af planloven
✋Mere frihed i folkeskolen
✋Bedre vilkår for de frie skoler
✋Billigere biler
✋Lavere skatter for borgere og virksomheder
✋Fjernelser / lempelser af de mest vanvittige afgifter, fx den på luft i softice (!)
Der er gode, solide skridt i den rigtige regning. Det betyder dog ikke, at vi er i mål. Der er stadig for høje skatter, for mange afgifter, for høje bilafgifter, for meget detailregulering for virksomhederne.
Vi er nået langt i forhold til de frie skoler ved at hæve støtten til dem – men Socialdemokratiet går til valg på at sænke støtten igen. Derfor bliver det også en vigtig kamp i den næste valgperiode.
Jeg går til valg på de samme dagsordener igen, og glæder mig til valgkampen. Kan i den grad stadig mærke min nordjyske indignation fra de år, jeg drev campingplads ved Vesterhavet. Grundlæggende handler det om, at staten skal slippe sit administrative og økonomiske greb om borgere og virksomheder – for der er SÅ meget god energi derude, som skal have lov til at folde sig ud. Uden at vi som politikere går unødigt i vejen.
Budskaberne er de samme, ånden og gejsten intakt.