Det hele startede fredag den 1. marts, hvor der på Udenrigs-ministeriets hjemmeside kunne læses, at fiskeri-ordførerne fra Folketingets partier havde indgået en politisk aftale, som i realiteten gør Folketinget til den absolutte kvotekonge i dansk fiskeri.
Efter et kort og nærmest hemmeligt forhandlingsforløb, som på intet tidspunkt indebar dialog eller drøftelse med fiskerisektorens repræsentanter, har partierne aftalt, at fiskerettigheder med en potentiel værdi på over 400 mio. kr. skal sælges på statslige auktioner.
Særskat på fiskeriet
En ny form for særskat på fiskeriet – udover den skat, som fiskerne i forvejen betaler af løn, daglig drift og i form af den særlige Fiskeriafgiftsfond, som direkte beskatter værdien af fangsterne med en fast promillesats.
Det mest besynderlige ved den nye fiskerskat er ikke:
– at Regeringen og de blå partier er med i aftalen
– Det er ikke, at aftalen er indgået uden en forudgående analyse af de økonomiske konsekvenser for erhvervet.
– Det er heller ikke, at Danmark med aftalen vil indføre et system, hvor Folketinget bliver den ubestridte kvotekonge og tjener på fisken længe før den er fanget og forarbejdet.
– Det mest besynderlige er, at de samme fiskeriordførere i december 2016 stod bag en aftale, som eksproprierede fiskerirettigheder for mere end 300 mio. kr. uden erstatning til de fiskere, som fisken blev taget fra. Man ønskede dengang at omfordele fisken fra de etablerede havgående fiskere til kystnære fiskere med mindre fartøjer.
Med i aftalen fra 2016 var tilkendegivelser af, at uopfiskede mængder hvert år skulle returneres til de retmæssige ejere. Det har ordførerne løbende bekræftet, senest i december 2018.
Men med den nye aftale kan Staten hvert år i stedet sælge fiskerirettighederne tilbage til de fiskere, der ejede dem i december 2016 – og tilmed oveni lægge en beskatning af nyudviklede fiskerier og »fratoldning« af andre kvoter, som er til fælles gavn for fiskeriet i dag.
Politikerne på Christiansborg bliver derved på bedste planøkonomisk vis fra 1. januar 2020 den væsentligste aktør på havnen, når det gælder fiskerettigheder. De bliver de sande kvotekonger.
Det fremgår af den politiske aftale, at den nye særskat skal anvendes til at udvikle fiskeriet, men det er mere end uklart, hvilken udvikling der tales om.
Både Fridi Magnusen og Svend-Erik Andersen mener at man nu engang bedst sikre en bæredygtig udvikling af dansk fiskeri ved, at de fiskeripolitiske rammer giver mulighed for, at den enkelte selv kan vælge hvilket fiskeri, man vil deltage i og tjene sine penge ved. Det skaber vækst og gør det attraktivt for næste generation af unge fiskere at søge ind i erhvervet. Fiskerne er vant til at klare sig selv og sætter en ære i det. Så hvorfor skal de penge, som i dag skaber jobs og aktivitet på havnene i kystkommunerne, nu ind forbi Christiansborg, for så at ende i bureaukrati og i lommerne på konsulenter, projektmagere og tilskudsryttere?
Vandkants-Danmark betaler
Formålet med at pålægge fiskeriet nye særskatter ligger gemt i korridorerne på Christiansborg. Men aftalen skaber stor usikkerhed i fiskeriet. Den vil bremse den økonomiske udvikling af dansk fiskeri og det er lysende klart, hvem der kommer til at betale for kongegildet:
– Der er de kystnære kommuner, som mister skatteindtægter og økonomisk aktivitet
– Det er værfter, smede og andre servicevirksomheder i havnene, som går glip af ordrer og kontrakter
– Det er forarbejdningsvirksomheder og eksportører, som går glip af vigtige råvarer
– Det er forbrugerne, der skal betale mere for fisken
– Det er de ansatte på fartøjerne, som i henhold til overenskomsten med 3F skal betale en betydelig del af udgifterne til leje af fiskerettigheder
– Og der er os fiskeskippere, der får større finansieringsomkostninger på grund af vedvarende politisk usikkerhed om fiskeriets fremtid.
I sidste ende er det dog Statskassen og os alle sammen, der kommer til at betale. På ingen måde vil Statens indtægter fra salg og udleje af fiskerimuligheder stå mål med de millioner af skattekroner, som går tabt, når færre fisk bliver fanget, når bådene ligger stille, når hyren for arbejdet i fiskeriet falder, når investeringerne udebliver og når eksporten skrumper. Usikkerhed skaber ikke udvikling.
Den politiske aftale er skadelig for hele fiskeri-sektoren
At der indgås en politisk aftale, som er åbenlyst skadelig for den samlede fiskerisektor og de ca. 16.000 jobs, som understøttes i branchen, virker absurd – ikke mindst i betragtning af, at den lanceres på et helt afgørende og kritisk tidspunkt i dansk fiskerihistorie.
Fiskeriet står over for et Brexit, hvor Storbritannien har tænkt sig at forlade EU, måske uden aftale:
– Så står fiskerne dermed til at miste vores adgang til at fiske i britisk farvand og dermed 40 procent af de fisk der fanges?
– Står fiskerne til at miste væsentlige dele af kvoterne? Ingen ved det, men man kan frygte det værste, ikke mindst ved et hårdt Brexit.
Hvis man i Folketinget har ideer til, hvad vi i Danmark skal gøre for fremtidens fiskeri, hvorfor vælger man så ikke at drøfte det med forarbejdningsindustri, fagforening og fiskerierhverv – hvorfor vælger man på dette tidspunkt alene at indføre nye skatter og skabe dyb frustration i fiskeriet?
Derfor opfordre begge fiskeriformænd, de partier og politikere der vil dansk fiskeri, til at støtte op mod de udefra kommende trusler, inddrage fiskerne i drøftelserne om fremtidens fiskeri og standse udviklingen af nye byrder, nye skatter, ny usikkerhed for erhvervet. Usikkerhed skaber som bekendt ikke udvikling.
Du kan læse hele teksten, da fiskeriordførerne »tabte småkagen« med aftalen, »Aftale om statslig udleje/auktion af fiskerirettigheder« vedtaget af Carsten Bach (LA), Erling Bonnesen (V), Orla Østerby (C) fra Regeringen og Simon Kollerup fra Socialdemokratiet, Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti, Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten, Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti, Roger Courage Matthisen fra Alternativet og Rasmus helveg Petersen fra Det Radikale Venstre.
Kilde: DFPO og DPPO samt FiskerForum.dk
Foto: Jens Kranen Photography.
