
Der er mange nye arbejdspladser på vej til Hirtshals i de kommende år. De første seks vil blive etableret i starten af efteråret, og det sker som en følge af, at Hirtshals-virksomheden Nortech Marine fusionerer med SL Power fra Faaborg.
Nortech Marine beskæftiger sig med primært med motoroverhalinger, og er specialister i motorer, gear og propeller af mærket Wärtsilä. Herudover har de en mandskabsudlejning. SL Power ligner Nortech Marine, de beskæftiger sig bare med motorer af mærket MaK.
Nortech Marine blev stiftet af Christian Andersson i 2015. Han er uddannet skibsmontør og har blandt andet været rejsemontør ved Wärtsila Danmark i ti år og arbejdet for Vestergaard Marine Service i seks år.
”Planen var, at jeg skulle være mig selv og en bil, og leje mig selv ud,” forklarer han.
Men sådan gik det ikke, for firmaet udviklede sig lynhurtigt, og efter blot et halvt år, var han oppe på 12 mand. I år kommer han ud med en omsætning på ti millioner.
”Det var min erfaring som rejsemontør samt mine relationer til værfterne rundt omkring, der gjorde det,” forklarer Christian Andersson.
Christian Andersson drømmer om at vækste endnu mere, og blive en større og vigtig spiller indenfor motoroverhalinger. Men har ikke selv mulighed for at sørge for væksten, som firmastrukturen hidtil har set ud.
Christian Andersson er ude og arbejde hver dag – og derudover sidder han selv med al bogføring, løn og fakturering, som han må tage sig af efter fyraften. Derfor er der ikke tid til at lave opsøgende arbejde.
Men det ændrer sig ved fusionen, hvor Nortech kommer ind under SL Powers administration.
”Jeg glæder mig til at slippe for al papirarbejdet og få mere tid til at pleje mine kunder,” understreger Christian Andersson.
I forbindelse med fusionen kommer der til at ske meget i Hirtshals.
Fusionen giver det nye firma, der kører videre under navnet SL Power, volumen til at etablere eget værksted på 1100 kvadratmeter samt værkstedskontor i Hirtshals.
På den måde kan de lave mere selv, skære ned på korpset af underleverandører og få flere fastansatte, og det betyder flere arbejdspladser i Hirtshals.
I første omgang bliver der tale om skabe seks nye arbejdspladser på værkstedet.
I Faaborg, hvor hovedkontoret vil ligge, vil der blive etableret to nye arbejdspladser oveni de nuværende fem, så det nye SL Power kommer op på 22 ansatte i alt.
Men der er flere arbejdspladser på vej. For der er store visioner.
SL Power og Nortechs samlede omsætning ligger pt. på næsten 30 millioner, og målet er, at omsætningen skal øges til 70 millioner kroner over de kommende tre år – og at virksomheden skal nå op på 46 ansatte.
Det skal blandt andet opnås ved at øge markedsandelene i hele Skandinavien indenfor motormærket MaK, samt at oprette underafdelinger i Norge og Baltikum.
Hirtshals ligger ideelt i forhold til norske kunder, så det forventer Christian Andersson sig meget af.
”Fusionen giver kæmpe fordele. Vi kan spille meget mere bredt, og vi får meget mere teknisk support,” siger Christian Andersson.
Nortech arbejder primært for danske værfter og danske maritime virksomheder.
SL Power har mange kunder i udlandet, og med fusionen, ser Christian Andersson frem til at komme vækste endnu mere udover Danmarks grænser. Det bliver dog nok ikke ham, der skal krydse grænserne.
Christian Andersson får fremover titlen som teknisk direktør i SL Power. Han regner med, at det meste af hans tid kommer til at gå på det nye værksted i Hirtshals.
”Der bliver ikke meget rejsetid for mig, men efter 17 år i en kuffert er det godt at komme hjem igen.”
SL Power håber, at det nye værksted er klar 1. september.
Fakta
Nortech Marine blev stiftet af Christian Andersson i 2015. De har stor erfaring med motorer af mærket Wärtsilä.
SL Power blev stiftet af Sonni Lundin i 2014. De har stor erfaring med MaK motorer og etablering af kraftværker.
Lokale Christian Anderssons kompagnon Sonni Lundin.
Nortech Marine har pt en omsætning på næsten ti millioner, og SL Power har en omsætning på omkring 17 millioner.
Det nye store firma, der kommer op på 22 ansatte, kører videre under navnet SL Power.
Værksted og værkstedskontor samt en stab på 15 mand etableres i Hirtshals.
Hovedkontoret vil ligge på havnen i Faaborg, og her vil der være syv arbejdspladser.
Link til første artikel: SL Power A/S åbner værksted på Hirtshals Havn
Foto: Privat og FlaskePosten.