
Torsdag i den forgangne uge fik trænere og spillere sat punktum for den forgangne sæson hos de mange U10 piger hos HH80.
– Det har været en helt fantastisk sæson med 24 skønne piger, som hver især har sat deres præg og aftryk på denne sæson. Det har været en fornøjelse at være træner for dem, fortæller Charlotte Bo Hald.
– Man må også sige, at de har fået noget på opleveren, oplyser den glade træner, som selv i sæsonen blev hædret af Spar Nord Fonden. Hun remser op i tilfældig rækkefølge:
- Tornby cup – Vinder af C slutspil. Finale i A slutspil, hvor pigerne blev nr 2.
- Mini VM i Frederikshavn, hvor de blev Verdensmestre.
- Juleafslutning, hvor de hyggede med æbleskiver og pakkespil.
- Kommunemesterskab, hvor de blev nr. 1 og nr. 3 ud af 4 hold.
- Overnatning, hvor de “sov” i hallen med klubbens andre hold.
- Fastelavn, hvor de hyggede med udklædning og tøndeslagning.
- Vendsyssel håndbold, hvor de løb på banen med enten Vendsyssel eller Ajax og bagefter lavede det bedste heppekor.
- Morsø cup, hvor de blev vindere af C slutspil og vindere af A slutspil.
- Kamp i Aalborg, hvor pigerne vandt over et U12 hold og løb æresrunde samt løb på banen med Aalborg Håndbold i en fyldt Gigantium.
- Har fået spillet nogle rigtig gode turneringskampe med sejre til alle hold.
– Jeg vil meget gerne sige en stor tak til jer forældre for den kæmpe opbakning, som vi har fået. Det betyder rigtig meget for os trænere, men i særdeleshed for børnene. Det gør, at det bliver så meget nemmere at være træner, lyder det afslutningsvis fra Charlotte Bo Hald.
Det bliver her tydeligt, hvor mange uforglemmelige oplevelser børnene kan få hos HH80. Håndbold er herligt, men det er fællesskabet også hos Hirtshals Håndboldklub.
Præcis det samme gælder i øvrigt for ungdomsafdelingerne i klubberne også i Tornby, Horne og Bindslev.
Derfor ser vi på den lokale webavis allerede frem til næste sæson med masser af håndbold.





















































