Byrådet har bevilget penge til nedrivning af skamplet i Bindslev

Med Hjørring Byråds beslutning ved mødet i onsdags bliver det muligt at fjerne en stor skamplet på Nørrebro i Bindslev.

13

Der er i 2015 afsat 0,200 mio. kr. til Helhedsindsats i Bindslev. Da der ikke er afsat yderligere bevillinger til Helhedsindsatsen i Bindslev i de kommende budgetår, blev bevillingen søgt frigivet og anvendt til forskønnelse af Bindslev ved nedrivning af ejendommen Nørrebro 5. Teknik- og Miljøudvalget skulle først tage stilling til, om det ville anbefale Byrådet at godkende den skitserede model for bevilling og finansiering.

Sagsfremstilling

For budgetåret 2015 blev der afsat 0,200 mio. kr. til en helhedsindsats i Bindslev. Denne indsats har over året skiftet karakter, midlerne er ikke blevet brugt, og der er ej heller afsat flere midler de kommende budgetår. Der er nu flere igangvæ-rende tiltag i Bindslev, bl.a. arbejdes der for et børnecenter på skolen, og der blev i 2015 lavet en udviklingsplan for Bindslev som destination.

Desuden har Bindslev Borger, Handel og Erhverv udarbejdet en Visionsplan, hvoraf det bl.a. fremgår, at man ønsker den forskønnelse og de muligheder, der ligger i, at Nørrebro 5 nedrives. Ejendommen Nørrebro 5 i Bindslev er et ældre byhus fra 1892, der efter at have stået tomt og funktionstømt i en årrække nu skæmmer lokalområdet. En nedrivning vil åbne for indkig til byens flotte anlæg og skabe sammenhæng mellem anlægget og Nørrebro.

Ejendommens ejer, et selskab hjemhørende i Roskilde, er under konkursbehandling og har ikke efterkommet Hjørring Kommunes påbud om at nedrive ejendommen senest pr. 1. december 2015. Kommunen er derfor nu bemyndiget til at forestå nedrivningen. En anvendelse af de ubrugte midler fra en helhedsindsats i Bindslev til nedrivning af Nørrebro 5 vil således ses som en forskønnelse af byen, og være i tråd med de lokale ønsker.

Økonomi

De 0,200 mio. kr. til helhedsindsatsen i Bindslev blev foreslået anvendt som kommunens egenfinansiering ved nedrivning af Nørrebro 5, Bindslev. Kommunens udgifter til indsatser, herunder nedrivninger, under Landsbyfornyelsespuljen refunderes med 60 % fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

Direktionen indstillede

• at der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 0,500 mio. kr. til nedrivning af Nørrebro 5 i Bindslev,
• at anlægsudgiftsbevillingen dels finansieres ved frigivelse af det afsatte rådighedsbeløb på 0,200 mio. kr. i budget 2015 til Helhedsindsats Bindslev, og
• at den resterende del af anlægsbevillingen finansieres via refusion fra byfornyelsesrammen i henhold til tilsagn fra staten på 0,300 mio. kr., og at der samtidig meddeles en indtægtsbevilling på 0,300 mio. kr. til kassen

Historik

Teknik- og Miljøudvalget 2014-2017, 6. april 2016:

Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen. Jørgen Bing deltog ikke i mødet. Økonomiudvalget 2014-2017, 20. april 2016:

Økonomiudvalget anbefalede, at indstillingen følges.

Beslutning

Økonomiudvalgets indstilling blev godkendt.

Kilde: Hjørring Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments