
Direktionen hos forvaltningen indstillede forud for onsdagens byrådsmøde, at lokalpolitikerne skulle drøfte forslaget fra SF, som handlede om forsøg med fleksibel arbejdstid i Hjørring Kommune.
Byrådet valgte efter drøftelsen at godkende indstillingen fra Økonomiudvalget, som dog kun rummede en opfordring til videre drøftelse på de enkelte arbejdspladser i Hjørring Kommune.
Økonomiudvalget fandt nemlig i sin indstilling, at fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen er fremmende for arbejdsglæden og dermed opgaveløsningen. Udvalget anbefales derfor, at ledelse og medarbejdere vedvarende har fokus på, hvordan man i fællesskab kan sikre mest mulig fleksibilitet for den enkelte medarbejder indenfor de allerede eksisterende rammer.
Der opfordres endvidere til at følge anbefalingen fra Hovedudvalget og drøfte spørgsmålet i arbejdspladsernes MED udvalg, såfremt der er et medarbejderønske om dette. Altså langt fra det ønskede af SF.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.