Byforum søsætter borgerundersøgelse om ny lokalplan for Stoltzes Plads

På grund af coronaudbruddet aflyser Byforum det tidligere planlagte borgermøde og søsætter i stedet en internetbaseret borgerundersøgelse vedrørende Hjørring Kommunes planer om fremtidig anvendelse af Stoltzes Plads på Doggerbanke 1 – 3. Desuden ønskes borgernes syn på relaterede forbedrings- og udviklingsmuligheder i bymidten.

462
Stoltzes plads og arealet ved Doggerbanke i Hirtshals.

Byforum ønsker med undersøgelsen at opnå en bred meningstilkendegivelse fra byens borgere og erhvervsdrivende med flere om holdninger til den udsendte Lokalplan for Stoltzes Plads – en plan, som åbner mulighed for at etablere dagligvarebutikker i området.

Byforum fungerer som en art borgerforening, der prioriterer sin virksomhed og indsats for udvikling af lokalmiljøet og bosætningen i byen. Og i tråd med dette, finder Byforums bestyrelse, at det er vigtigt, at lokalmiljøets generelle holdning til denne markante ændring i bymidteafgrænsningen kommer tydeligt frem og videreformidles til Kommunen inden høringsfristens udløb den 28. april.

Borgerundersøgelsen gennemføres i tiden frem til 20. april. Byforum opfordrer Hirtshals borgerne til at deltage og lade deres personlige holdning komme til udtryk i undersøgelsen ved at besvare spørgeskemaets 10 spørgsmål. Skemaet finder man frem til via Byforums hjemmeside www.byforum-hirtshals.dk under fanen ”Borgersvar”.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Inger-Lene
4 år siden

Jeg synes byrådet skal udskyde deres afgørelse om Stoltzes plads. Det er en usikker tid her i byen. Jeg gik en tur gennem bymidten, kiggede ind af vinduerne, der står frygt i øjnene på de handlende, personaler og ledelse kæmper sammen. Nogle har valgt at lukke midlertidig- forståeligt nok. Det koster sikkert mere at have åben uden kunder.
Hvordan skal det gå med et nyt område i Hirtshals, når de der er her kæmper hver dag for at overleve. Der vil sandsynligvis blive en anden form for handel når denne Corona tid er stabil. En trist baggrund for at, støtte op om dem vi har. Tænk jer om i byrådet.