Butikstyveri blev til røveri
i Rema 1000 i Hjørring

Den anholdte er en 27-årig mand fra Vrå, der fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

1974
Foto: politi.dk

Tirsdag klokken 21.35 udviklede et butikstyveri i Hjørring sig til et røveri, hvor gerningsmanden stak af på cykel og blev anholdt kort efter på Aalborgvej måske på vej hjem til Vrå.

Butikstyven var på spil i Rema 1000 på Odinsvej i Hjørring. Hans ugerning blev opdaget, og derefter løb tingene løbsk.

– En kvinde forsøgte at tilbageholde manden på stedet, og det udviklede sig til håndgemæng, og derfor er der så tale om røveri. Derefter stak manden af på cykel via Bispensgade, og politiet blev tilkaldt, fortæller Michael Elkjær, vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Kvinden fik i forbindelse med episoden et særdeles godt signalement af manden, og der blev sendt patruljer ud i området.

– Kort efter spotter en patrulje en mand på Aalborgvej, der passer på signalementet, og han bliver anholdt klokken 21.50, siger vagtchefen.

Dermed fik den formodede røver bare et kvarter på fri fod, inden han blev placeret i arresten.

Den anholdte er en 27-årig mand fra Vrå, der fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring onsdag eftermiddag, hvor det så kommer frem, om manden erklærer sig skyldig eller ej.

Kilde: TV2 Nord

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments