I foråret modtog Bunkergruppen Hirtshals et mindre sponsorat til deres projekter i bunkersområdet ved Tversted. Nu er de flittige frivillige indstillet til en pris som bedste lokale initiativ i Danmark.
Feriepartner Tversted har nemlig indstillet deres projekt i Tversted til den store landsfinale, hvor 18 projekter kæmper om en samlet præmie på 100.000 kr. i forbindelse med FeriepartnerPrisen 2018.
Derfor er det forståeligt nok en både stolt og glad Flemming Hammer, som i sin egenskab af formand for Bunkergruppen Hirtshals siger tusin tak for indstillingen til Jesper Smidt fra Feriepartner Tversted.
FlaskePosten siger til gengæld og for vores part også stort tillykke til Bunkergruppen Hirtshals, som laver et kæmpe arbejde til gavn for turismen og historieformidlingen her i det nordvestlige Vendsyssel.