BTI Fitness er meget tilfredse med resultatet ved Stafet For Livet

Holdet fra BTI Fitness løb og gik 886 runder af 600 meter, hvilket svarer til 531,60 kilometer, der blev tilbagelagt på et døgn ved Stafet For Livet.

41

BTI Fitness var i weekenden for første gang med til Stafet For Livet i Hjørring. Det var ifølge flere deltagere på holdet en super god oplevelse at være med til at samle penge ind til den gode sag, idet alle gav udtryk for en god oplevelse og mange havde et ønske om at deltage igen næste år.

– Vores mål var 10.000 kr. Det mål er nået, og inden vi får de sidste sponsorpenge ind på kontoen, skulle vi gerne nå op på over 14.000 kr. Der var i alt 43 tilmeldte på holdet, og vi nåede sammen op på 886 omgange, hvilket er super flot. På trods af regnvejret var der højt humør, og der var mulighed for at få varmen i teltet, hvor der også var godt med forplejning til alle, fortæller Maria Lund Lassen fra BTI Fitness.

BTI Fitness vil gerne sige 1000 tak til alle, der har været med til at støtte vores hold og en særlig tak til
Daglig’Brugsen Bindslev for kiks, kage, chips og pølsehorn. Til Jyske Bank, der gav vandflasker til alle og til Bygma for at have sponsoreret t-shirts til deltagerne. IC Listefabrik for at give 1 kr. pr. omgang, som holdet løb eller gik. Samt Erik Lytzen A/S, JMK ApS og Janus Totalservice for kontante bidrag til vores indsamling til Kræftens Bekæmpelse

Holdkaptajnen Rasmus Kolbe Kristiansen satte natten til søndag deres banerekord med den flotte tid 2.18,26 minutter. Han blev desuden også den, der tog flest omgange. Her er holdets Top 10 over flest omgange:

1: Rasmus kolbe Kristiansen 61.
2: Mathias Lund Nielsen 50.
3: Camilla Jensen 49.
4: Mikkel Kolbe Kristiansen 35.
5: Charlotte Knudsen 34.
6: Mathias Pedersen 31.
7: Annette Knudsen og Gitte Knudsen 30.
8: Lars Gadekær 29.
9: Laurine Nilson, Christian Engen og Susanne Krogh 27.
10: Morten Borch 26.

Rasmus Kolbe Kristiansen er meget tilfreds med holdets resultat og fortæller, at der var en rigtig god stemning i teltet og blandt deltagerne på banen.

Stafetten blev også holdt i gang om natten, og det var en speciel oplevelse at løbe og gå rundt på banen, mens der var stjerneklart og fuldmånen sendte et smukt lys ud over banen.

– Mange havde tillige lanterner og lyskæder med, som de havde pyntet deres telte med. Da mørket faldt på, var der også lysceremoni, hvor der blev tændt lys i små papirsposer, der var dekoreret med hilsner og tegninger til tidligere eller nuværende patienter, uddyber Maria Lund Lassen.

Det er ifølge sidstnævnte og mange andre en meget smuk ceremoni, der giver håb og støtte samt tid til at fordybe sig.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments