
Lærerkreds Nord var en af de lokale lærerforeninger, som hurtigt fik en såkaldt fælles forståelse med Hjørring Kommune om implementeringen af Lov 409.
Efter det aktuelle udkast til forlig mellem KL og Danmarks Lærerforening har den socialdemokratiske formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget, Mai-Britt Beith, nu også sat ekstra skub i samarbejdet med Lærerkreds Nord.
– Jeg glæder mig over, at overenskomstforhandlingerne har resulteret i et forslag, som organisationernes medlemmer nu kan stemme om. Det har været en lang sej kamp for alle, og nu skal vi tilbage til arbejdet, oplyser Mai-Britt Beith.
– Jeg har derfor bedt administrationen om at gå i realitetsforhandlinger med Lærekreds Nord om en lokalaftale om lærernes arbejdstid. Vi har i forvejen værdisættet “fælles forståelse”, som sætter gode rammer om lærernes arbejde, og vi håber derfor, at vi kan bygge videre på den, i samme gode samarbejdsånd og med samme sigte – nemlig vores børn, uddyber Mai-Britt Beith.
Under valgkampen sagde socialdemokraterne, at de ikke var afvisende overfor at indgå lokalaftale med Danmarks Lærerforening. Hvis de kan komme frem til en aftale, som begge parter kan se sig selv i, og som giver begge parter muligheden for at skabe en bedre folkeskole, så er det den vej, de skal gå, hvis det står til Mai-Britt Beith.
– Jeg håber, at forhandlingerne munder ud i et forslag, som jeg kan bære med i udvalget og i byrådet, slutter den socialdemokratiske udvalgsformand.