Pose med fyrværkeri forårsagede brand i Hjørring

I dag kl. 14.32 indgik der anmeldelse til 112 om brand i lejlighed på Vitskølklostervej i Hjørring. 

571
Foto: Arkiv.

Brandvæsenet og politiet kørte efter opkald kl. 14.32 hurtigt til stedet og konstaterede, at der var brand og røgudvikling i en lejlighed på Vitskølklostervej i Hjørring.

– Brandvæsenet fik hurtigt styr på branden der var opstået i et værelse i lejligheden, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

– Politiet mødte på stedet en 16 årig dreng som var anmelder til branden. Han forklarede, at der var opstået brand i en indkøbspose med fyrværkeri fra nytårsaften på hans værelse. Posen havde stået op ad et varmerør og varmerøret var årsag til branden, uddyber Karsten Højrup Kristensen.

– Der var kun tale om få stykker fyrværkeri, men dette antændte sengetøjet og sengen på værelset. Den 16 årige dreng ringede hurtigt til 112 hvorefter han og hans 13 årige lillebror forlod lejligheden og afventede brandvæsenet udenfor, forklarer vagthavende.

– De to drenge havde været alene hjemme og kort efter branden var opstået kom moderen hjem til adressen. Branden medførte et sprængt vandrør og lejligheden blev ligeledes sodskadet. Brandstedet er frigivet, slutter Karsten Højrup Kristensen.

Nordjyllands Politi undersøger de kommende dage nærmere, hvorledes branden kunne opstå.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments