Knap 200 danseglade mennesker havde købt billet til den nye danse-event, der med anderledes tiltag henvender sig til det voksne publikum og folk, der elsker al den gamle musik.
Konceptet “VOKSENFEST” er et fænomen, der har bredt sig over det ganske land; og i korte træk er det en modernisering af den gamle ide med “bal i forsamlingshuset”, hvor det traditionelle “suppe-steg-is band” er skiftet ud med dygtige og erfarne discjockeys, der spiller alle de kendte hits fra de “gode gamle dage” samt opvarmning med fælles spisning.
Teamet bag arrangementet, Uggerby Borgerforening, klapper i deres hænder og jubler over den store opbakning til den længe ventede premiere og er ovenud tilfredse med weekendens fest, der forløb over al forventning med et betragteligt overskud på bundlinjen.
Til premieren havde Borgerforeningen allieret sig med en af de helt store dj’s på den jyske dj scene; nemlig den erfarne DJ HAMMER, der i knap 8 timer pakkede dansegulvet med det ene hit efter det andet og fik genskabt ungdommens glæde, med de største klassikere fra 70’erne, 80’erne og 90’erne.
DJ HAMMER er allerede igen om en måneds tid at finde bag dj pulten i det nordjyske, når den store fest “80’s PARTY” igen løber af staben den 7. april på Vendelbohus i Hjørring.
Bestyrelsen bag “VOKSENFEST I UGGERBY” har allerede nye ting i støbeskeen og garanterer, at det ikke er sidste gang, at de danseglade nordjyder kan opleve Voksenfester i Uggerby.
——–