Der var bayersk stemning lørdag aften, da der blev holdt Oktoberfest i Bindslev.
Tannisbugthallen var pyntet i blå og hvide farver, da de knap 700 gæster blev budt velkommen af Jesper fra Café Tannisbugt, som havde arrangeret den traditionsrige og voldsomt populære Oktoberfest i Bindslev.
Det var da også 7. gang, at der er Oktoberfest. En glad arrangør kunne derfor med forståelig stolthed fortælle, at der tillige for 7. år var udsolgt til festen i Tannisbugthallen.
Gæster fra nær og fjern, nogen kom hele vejen fra København, kunne til musikalsk underholdning, leveret at Sæby Tyrolerorkester, fylde tallerkenen ved den store buffet fra
Cafe Tannisbugt.
Der var mad til alle, salater, kartofler, brød og kød var der således rigeligt af. Selvfølgelig måtte især ikke pølser mangle til sådan en aften.
Efter maden blev der hygget i bedste bayerske stil med dans på gulv og borde til tysk musik og rigeligt med øl.
Da Sæby Tyrolerorkester forlod scenen lidt i kl. 10.30 tog bandet Scoretricks over, og der kom for alvor gang i dansebenene.
En meget hyggelig aften sluttede ved et par timer efter midnat, og Jesper kunne fortælle FlaskePostens udsendte medarbejder, at han er meget tilfreds med ølsalget.
Næste oktoberfest i Bindslev løber af stablen den 5. oktober 2019.
Ein Prosit, ein Prosit der Gemütlichkeit!
Klik på et af billederene for at se alle galleriets fotos i større format.
Foto: Jens Kranen Photography.