Borgmesteren vil snart have Hirtshals Havn flyttet til Svanelunden

Mange borgere og butiksejere i havnebyen er ved at være trætte af den voldsomme centralisme i Hjørring.

21

FlaskePosten deltog som sædvanlig fredag i det morgenmøde, som Hirtshals Handelsstandsforening med jævne mellemrum holder på Restaurant Lilleheden.

Der var et dusin punkter på den dagsorden, der skulle orienteres om og drøftes efter det forudgående bestyrelsesmøde. Nogle punkter bar præg af årstiden, hvilket eksempelvis gjorde sig gældende med hensyn til byens julebelysning, men ellers handlede de mestendels om økonomi og budget hos foreningen i almindelighed og hos kommunen i særdeleshed.

Det var især det sidste punkt, der åbenlyst bekymrede flere medlemmer, fordi man så tydeligt mente fortsat at kunne iagttage en tiltagende og efterhånden voldsom tendens til centralisering.

En af de tilstedeværende stillede det illustrativt på spidsen ved at fremføre, at hvis borgmesteren og byrådsflertallet havde haft magt til det, ville de utvivlsomt flytte Hirtshals Havn til Svanelunden i Hjørring.

På den måde fornemmede man gang på gang tydeligt, at der var stor og udbredt utilfredshed med nogle af de allerede trufne og især mange af de forestående politiske beslutninger med budgetforliget i Hjørring Byråd.

Afslutningsvis blev der derfor også efterlyst forslag til nye aktiviteter inden for handel, kultur, sport og erhvervsfremstød til gavn for Hirtshals.

Nogen i havnebyen mener ligefrem, at der skal skarpere lud til de skurvede lokalpolitiske hoveder i Hjørring Byråd. Noget ulmer vist i Hirtshals.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments