Hjørring Kommune holder borgermøde om den nye affaldssorteringsordning og det nye husholdningsaffaldsregulativ, hvor kommunes dygtige folk på området fortæller og svarer på spørgsmål om den nye ordning.
Kommunen vil gerne have borgernes mening om den nye ordning og om affaldsregulativet og inviterer derfor alle interesserede borgere i kommunen til mødet. Ordningen prøvekøres lige nu i Vrå og skal udbredes til hele Hjørring Kommune.
Borgermødet holdes torsdag den 3. maj klokken 16.30-18.00 hos Affaldsselskabet Vestvendsyssel (AVV) på Mandøvej 4 i Hjørring.
Hjørring Kommune serverer et let traktement. Af hensyn til bestilling af forplejning bedes man tilmelde sig mødet på mail senest mandag den 30. april 2018.
Den nye ordning træder i kraft 1. oktober 2018 og betyder blandt andet, at dagrenovation derefter hentes hver 14. dag i stedet som nu en gang om ugen.
Dagrenovation er hovedsagelig køkkenaffald, hygiejneaffald og mindre emner af
kasserede materialer, der typisk frembringes af private husholdninger, herunder madaffald og restaffald i form af kartoner til mælk, juice og lignende, snavset papir, pap og plast med videre, som ikke er omfattet af andre ordninger.
Det er måske en god idé at sætte sig ind i den nye ordning med sortering af affald, idet en overtrædelse af regulativet kan ende med to år i spjældet.
Overtrædelse straffes efter affaldsbekendtgørelsen med bøde. Efter affaldsbekendtgørelsen kan straffen stige til fængsel i indtil to år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er:
1. voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller
2. opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder
ved besparelser.
Læs mere om affaldssorteringsordningen.
Affaldsregulativet findes via følgende link: https://hjoerring.dk/media/26180/forslag-til-affaldsregulativ-2018.pdf