Bogsignering med ministerbesøg

Lørdag afholdt Betty Mogensens Boghandel en velbesøgt bogsignering for Thomas Klimeks nye roman Polak.

377
Udviklingsminister Rasmus Prehn kiggede forbi ved bogsigneringen og hilste på forfatter og partifælle Thomas Klimek. Foto: Privat.

Trods det fantastiske pinsevejr kiggede mange indenfor i Betty Mogensens Boghandel, da der lørdag formiddag var bogsignering i anledning af Thomas Klimeks nye, historiske roman, Polak.

Der var flittigt gang i snakken og kuglepennen i Danmarks ældste boghandel. Selv den i disse tider travle danske regering kiggede forbi i form af udviklingsminister Rasmus Prehn, der ligeledes har udgivet bøger og er meget glad for litteratur.

Forfatter og lokalpolitiker Thomas Klimek signerer romanen Polak. Foto: Frank Tronborg.

Romanen, der er inspireret af virkelige begivenheder og personer fra forfatterens egen familie, handler om de to barndomskammerater Joannes og Gerek, der vokser op i det fattige og besatte Galizien i starten af det tyvende århundrede.

De unge mænd drømmer forbudte, revolutionære tanker om et frit Polen, befriet fra stormagternes undertrykkelse. Sammen agter de at drage ud og kæmpe i revolutionen, men deres veje skilles.

Via den oprørske arbejderbevægelse kommer Gerek ind i de polske legioner og Første Verdenskrigs gru og rædsler, hvor den rå virkelighed snart presser den ungdommelige idealisme. Efter en tragedie i familien flygter Joannes hjemmefra og forsøger at følge i Gereks spor. Han ender ad dramatiske omveje i det fredelige Danmark.

I det fremmede land kæmper Joannes for at holde fast i løftet om opofrelse til den store kamp og håbet om at genfinde Gerek, men han fanges i et dilemma mellem kærlighed og kamp. Polak er en historisk roman om unge mænds evige og uforfærdede kamp for at besejre verden og frigøre sig fra nedarvede åg og bånd.

Romanen er en rejse ind i det gamle Europas forestående sammenbrud og bristede illusioner.

Det er kort fortalt en europæisk fortælling om menneskets stræben efter håb og et bedre liv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments