Bog & idé i Hirtshals fejrer Verdensbogugen

Verdensbogugen fejres lokalt blandt andet med en gratis bog til de 9-12-årige hos Bog & idé i Hirtshals.

170

De 9-12-årige kan i forbindelse med Verdensbogugen tirsdag den 23. april til lørdag den 27. april kigge ind i Bog & idé i Hirtshals og få et gratis eksemplar af Mette Finderups nye fantasyroman ”Dæmonhuden”.

Et styk nyskrevet fantasyroman af den erfarne, danske børne- og ungdomsforfatter Mette Finderup. Det er, hvad de 9-12-årige gratis kan få med hjem, så længe lager haves, hvis de kommer forbi Bog & idé Hirtshals, når butikken festligholder Verdensbogugen fra tirsdag den 23. april til og med lørdag den 27. april 2019.

I Verdensbogugen er der også tilbud på mange andre titler og serier til samme aldersgruppe – og det er med 90 dages tilfredshedsgaranti, dvs. at de unge læsere kan få bøgerne byttet, hvis de ikke fænger. Der vil også være en række andre aktiviteter i butikken – bl.a. foldere med gode råd til at skabe hyggelige læsestunder derhjemme.

Spansk idé

Verdensbogugen har rødder i den catalonske del af Spanien, hvor man i mange år har markeret bogens dag. Siden UNESCO i 1995 valgte at udpege datoen 23. april som bogens dag, er markeringen vokset og blevet en tradition i mange lande verden over.
Herhjemme har der de senere år været stille omkring Verdensbogugen, men det har brancheorganisationen Boghandlerforeningen nu valgt at lave om på.
Bog & idé Hirtshals er en af de i alt 169 boghandler landet over, som har meldt sig til at være med til at fejre Verdensbogugen. Bog & idé er Danmarks største boghandel og med sine 125 butikker er kæden også den største aktør i Verdensbogugen.

30.000 gratis bøger

– Vi glæder os til at få de unge ind i butikken og give dem en gratis læseoplevelse. Mange har måske ikke været her før, og vi er spændte på at tale med de unge om, hvad de godt kan lide at læse og måske inspirere til endnu flere gode læsestunder fremover,” siger Henriette fra Bog & idé Hirtshals

I alt ligger 30.000 gratis bøger klar til uddeling landet over.

Fantasyromanen ”Dæmonhuden” er historien om grevesønnen Silvius, der ved et uheld sprænger sin lærers laboratorium i luften og tror, at han nu bliver sendt hjem til en kedelig tilværelse på forældrenes dødtriste slot. I stedet møder han troldkvinden Erina og ender – sammen med tre nye venner – på eventyr, hvor han skal se de ondeste monstre i øjnene og lære at lave ildkugler. A.S.P.E. bliver gruppens navn, og flere bøger er på vej i serien.

Spændingsromanen skulle forhåbentlig kunne booste læselysten blandt de unge.

Færre unge læser

Undersøgelsen ”Børn Læser 2017” viser, at der de seneste år er sket et fald i, hvor meget danske børn i alderen 9-12 år læser: I perioden 2010-2017 er andelen af børn, der sjældent eller aldrig læser, steget fra 25 til 30 procent. Noget, der især sker mellem 5. og 6. klasse.

Samtidig peger forskerne på, at læsning er meget udviklende for den enkelte:
En stor international undersøgelse med 160.000 deltagere fra 31 lande foretaget af Australian National University peger fx på, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af bøger i barndomshjemmet og den voksnes evne til både at læse, behandle tal og mestre informationsteknologi.

– Vi vil gerne gøre, hvad vi kan, for at give børnenes læselyst et boost. Som branche er det selvfølgelig noget, der optager os. Vi ved, hvor gavnligt det er for børns udvikling – og der er også store samfundsmæssige perspektiver i det. Vi er utrolig glade for, at så mange boghandlere bakker op, og vores mål er, at Verdensbogugen bliver en fast, årlig tradition,” siger direktør Bo Dybkær, Boghandlerforeningen.

Verdensbogugen er arrangeret af Boghandlerforeningen i samarbejde med forfatteren Mette Finderup, illustratoren Christian Guldager, forlaget Alvilda, Clemenstrykkeriet og med DBK som hovedsponsor.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments