Masser af oplevelser for børnene på Naturmødet i Hirtshals

Kig ind i et marsvin, klap en sabeltiger og kom tæt på dyrelivet under havoverfladen ved Naturmødet, som i den grad også bliver for børn.

13

Når Naturmødet den 26. til 28. maj slår dørene op i Hirtshals, bliver det med et væld af spændende aktiviteter også for de mindste deltagere:

  • Hvad er en sabeltiger? Og er du klar over, at de rent faktisk har levet i Danmark. Kom med – tusindvis af år tilbage i tiden, når Aalborg Zoo kommer og fortæller om sabeltigere, mammutter og urokser – allesammen forhistoriske dyr i Danmarks natur.
  • Oplev naturen under overfladen med snorkel og vandkikkert. Verdensnaturfonden (WWF) inviterer både store og små med på opdagelse på udkig efter muslinger, søstjerner, søanemoner og fisk.
  • Hvordan ser et marsvin ud indeni? Kig med når havbiologer fra Nordsøen Oceanarium dissekerer et marsvin og fortæller en masse om deres liv i havet og om de konflikter, der er mellem mennesker og marsvin. Dissektionen er et samarbejde mellem Nordsøen Oceanarium og Århus Universitet.

– Vi synes, det er spændende at præsentere børn og voksne for marsvinene og deres liv i havet. Naturmødet er en helt oplagt mulighed for os til at fortælle en hel masse om det, vi ved noget om, siger havbiolog Nathalie Danielsen fra Nordsøen Oceanarium.

Naturmødet bliver som flere gange omtalt her på FlaskePosten en årlig folkelig, politisk og faglig event for hele Danmark med debatter, aktiviteter, uformelle samtaler, møder og events i og om natur. Målet er at fejre, forandre og forstærke danskernes forhold til og brug af naturen.

Læs meget mere på www.naturmødet.dk.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments