Bøger: “Da blev jeg døden” anmeldt af Torben Elling

Historien har ingen begyndelse og ingen slutning…Bøger har. Og dog. Bøger kan have forskellige magiske evner. Forfattere kan lege med tid, sted, personer og hændelser, så man bliver grebet af det. Og bevarer indtryk. Og bliver inspireret til at søge ny viden. Eller genkalde gammel viden.

Nogen – vi ved ikke rigtigt hvem og hvorfor – leger med ilden i Nordkorea. I Japan oplever indbyggerne, at der flyver noget over deres hoveder. Noget, der kunne indeholde en atombombe. I min superkonspiratoriske hjerne tror jeg, at de øvrige atommagter bag kulisserne glæder sig over, at der er eet sted i verden, hvor vanviddet florerer, og hvor testresultater af menneskehedens – indtil nu – mest ultimative opdagelse og opfindelse fortsat kan fremskaffes. Fake News?..virkeligheden overgår ofte fantasien, og om 50 år er nogen klogere..

Da blev jeg døden af Steffen Jacobsen udkom den 7. september hos Bog & idé i Hirtshals. Måske også i resten af landet, men jeg lod mig lokke af et tilbud i den lokale Bog & Ide samme dag, og kom i besiddelse af en oplevelse ud over det sædvanlige, en fortælling, der både får trykket på den røde knap, som Nordkorea trykker videre på, og får trykket på nogle personlige knapper.

Alle ved, hvordan det ender. Testbomben den 16. juli 1945 i New Mexico, dødelig alvor for japanerne i Hiroshima og Nagasaki i starten af august samme år, japansk kapitulation, kold krig, og resten er historie…

Steffen Jacobsens del af historien udspiller sig primært omkring det sidste halve år, indtil den første test af atombomben finder sted i New Mexicos ørken. Hovedpersonen er ikke Niels Bohr, selv om han er en yderst central person, men hans fiktive fætter, David Adler, som er vores guide, øjne og ører i denne meget hektiske og højspændte periode, hvor krigen i Europa afsluttes allerede i maj 45, mens krigen fortsætter i Asien og koster tusinder livet hver dag.

Billedet illustrerer bogens placering i verdenshistorien. Bag det transparente skånebind anes New Mexicos ubarmhjertige ørkensol eller er det…?

Ud over de noget nørdede beskrivelser af teknikken – det er lige før, vi får opskriften på enhvers drøm om en hjemmestrikket atombombe – bliver vi involveret i de betænkeligheder, som videnskabsmændene(kvinderne er noget underrepræsenteret) på det etiske plan plagedes af. Både i forhold til de forventede ofre i Japan og i forhold til den magtpolitiske balance i verdenen.

Vi får et indblik i den organisation, der blev bygget op for at skabe det værst tænkelige våben. Vi får indblik i tekniske og moralske problematikker og risikovurderinger – der er faktisk en almindeligt accepteret vurdering, der går på, at der en lille mulighed for, at bomben antænder atmosfæren – 1 til 3000!

Pludseligt midt i al dette faktuelle, skifter bogen karakter. Det går op for mig, hvad den også handler om på det menneskelige plan. Der dannes en knude i maven. En knude der kun kan løses op ved at vende side på side.

Her skal intet røbes. Blot konstateres, at hvor jeg tidligere i Steffen Jacobsens selskab har følt mig ganske underholdt, så er der i denne bog lagt et par lag mere på af vedkommenhed. Det føles reelt at spørge sig selv: Hvad ville jeg have gjort, hvis jeg var i David Adlers sko….

Adler ændrer ikke historiens gang…og dog…