BØGER: Henriette anbefaler fem bøger af Lisbeth Zornig

Bøger er serien, hvor vi lader Henriette præsentere sine favoritter blandt nye udgivelser, idet hun denne gang tilføjer, at ægteparret Lisbeth Zornig & Mikael Lindholm onsdag signerer bøger hos Bog & íde i Hirtshals.

101

Zornig – fra vred til voksen er en ærlig, til tider grotesk og ufrivillig morsom fortælling, om at navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov og om at leve med mistillid, skam, angst, søvnbesvær og grænseløshed som tro følgesvende i en verden, hvor karriere og familieliv også skal fungere.

Voksne Lisbeth tager også et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende.

Denne nye udgave af Zornig indeholder et nyt kapitel med opdateringer.

Zornig er den hudløst ærlige beretning om, hvordan et barn i det moderne velfærdsdanmark overlevede en opvækst fyldt med svigt, vold og overgreb fra de voksne omkring hende.  Lisbeth Zornig Andersen skildrer med barnets øjne sin egen opvæks med hverdagens rædsler i det under-Danmark, som er skjult for de fleste.

En hverdag fyldt med knytnæver, blod, misbrug, straf, sult, stank og frygt. En far, der forsvandt, en stedfar, der gjorde ondt, en mor, der svigtede. Vi følger skridt for skridt hvordan hendes brødre bliver brudt ned i et hjem, hvor man fik noget at spise, hvis man kunne samle maden op fra kogende vand, hvor et enkelt ord ved middagsbordet betød sengen, hvor en plukket blomme i haven betød røvfuld i enerum – og det, der var værre.

En barndom tilbragt på værtshuse, på børnehjem og på ungdomsinstitutioner. Usentimentalt og uhyggeligt detaljeret folder Lisbeth Zornig Andersen en brutal virkelighed ud, hvor ingen voksne greb ind for hjælpe den altid tavse, snavsede, magre pige med vorter på hænderne og kronisk øjenbetændelse. Indtil hun blev gammel nok til at bruge vreden og tage livet i egne hænder.

Det er også Lisbeth Zornig Andersens opråb til os andre. Hvad enten man professionelt arbejder med børn eller bare er en medborger. Hjælp disse børn!

BUNDFALD er en spændingsroman om mord, magt, misbrug – og mønsterbrydere.

I Nakskov findes misbrugeren Ronny død under mystiske omstændigheder, der peger i retning af en mulig forbrydelse.

I København har hans søster, mønsterbryderen Marlene, tilsyneladende lagt den traumatiske barndom bag sig og gjort karriere i erhvervslivet. Samtidig involverer hun sig i De Brændte Børns Familie – en gruppe af voksne, der som børn har været udsat for overgreb, og som nu afslører og opsøger pædofile gerningsmænd. Da Marlene beslutter sig for at gå ind i sagen om Ronny, som Politiet har henlagt, fører sporene ikke blot til udkantsdanmark – til Nakskovs bundfald – men også langt ind i magtfulde kredse i overdanmark….

Karrierekvinden Malene er vokset ud af en traumatisk barndom i Nakskov og er netop blevet direktør for Hjælp Barnet. Men en opvækst præget af vold, misbrug og voksnes svigt forfølger hende stadig.

En finansmand findes myrdet, og sporene på gerningsstedet peger mod Malene. Hun er uskyldig, men kan ikke bruge sit alibi – fordi det involverer en minister. Hvem vil hende til livs?

Imens vender hendes ekskæreste Mathias tilbage til Danmark fra sit eksil i hængekøjen i Jacó Beach. Han beslutter sig for at hjælpe Malene og begynder at granske den myrdedes baggrund. Det fører ham på sporet af hemmeligheder, som både rækker langt tilbage i tiden, men også dybt ind i magtens korridorer. Her tegner sig konturerne af et skelsættende politisk komplot, der kan ændre landets fremtid.

Malene opdager snart, hvem der er efter hende og må søge hjælp i sit gamle netværk og den fortid, hun har forsøgt at lægge bag sig. Men det sætter hårdkogte muskler i bevægelse, som hun pludselig ikke længere kan styre.

Arkimedes er en selvstændig fortsættelse af ægteparret Zornig og Lindholms storsælgende debut, spændingsromanen Bundfald.

Der er valgkamp i Danmark. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, Bæredygtig fremtid, og hun og hendes partigruppe arbejder målrettet for at komme i Folketinget.

En tidlig morgen i Valby udløses en bombe, da en fremtrædende politiker tager sin cykel for at cykle på arbejde. Herefter eksploderer der cykler i alle dele af København i løbet af dagen, og der udbryder panik i hele byen. Regeringen aktiverer det nationale terrorberedskab med politi, forsvar og hjemmeværn, som går i gang med at fjerne de 600.000 cykler, som befinder sig på gaderne i København.

Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og skaber voldsomme reaktioner med knuste butiksruder, angreb på moskeer og personoverfald. Samtidig hamstrer skræmte borgere fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om valgkampen skal aflyses, og der skal indføres undtagelsestilstand i Danmark, indtil man har fanget terroristerne.

Dagen efter eksploderer der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer…

På onsdag den 30. maj fra  kl. 16 til 17 er der desuden bogsignering med ægteparret Lisbeth Zornig & Mikael Lindholm hos Bog & íde i Hirtshals.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments