Der var ikke bare en, men hele to meget store og særdeles flotte blåfinnede tun til salg denne morgen på Skagen Fiskeauktion.
Den ene blev som allerede antydet opkøbt af brødrene Henrik og Claus Ibsen hos Venmark Fisk i Hirtshals, men den blev også meget, meget hurtigt solgt videre til en vildt begejstret indehaver Tien Phan hos Gaja Sushi i Hjørring.
Den fornemme spisefisk, som er på vej tilbage i danske farvande efter at være forsvundet omkring 1960, ville have indbragt langt over 1 million kr. i Japan. Her fik Tien Phan den for en også efter danske forhold særdeles favorabel pris på 33.600 kr. eksklusiv moms hos Venmark Fisk.
– Den blåfinnede tun er i forvejen en formidabel fin spisefisk, men her er den det især, fordi den er fanget ved Skagen, hvor blandt andet vandtemperaturen giver den en langt bedre kvalitet end på samme fisk fra farvande under sydligere himmelstrøg, fortæller Tien Phan, da vi møder ham hos Venmark Fisk.
Allerede denne torsdag eftermiddag kl. 14.45 gik Tien Phan og hans japanske ven Shuzo Konishi nemlig i gang med at partere den flotte fisk i et af de store produktionslokaler hos Venmark Fisk på Margrethevej. Shuzo Konishi havde straks ved opringningen fra Tien Phan smidt alt og alene i denne delikate anledning taget turen fra Viborg til Hirtshals.
– Den blåfinnede tun her på 162 kg. er fanget i bundgarn og har formentlig jagtet makrel, da den er røget i nettet, fortalte Henrik Ibsen, mens den store fisk blev skåret ud efter alle den asiatiske gastronomis regler af Shuzo Konishi.
Denne onsdag eftermiddag var det da også tydeligt, at der var gang i noget helt særligt, hvilket ikke bare fremgik af den seriøsitet og koncentration, hvormed der blev arbejdet med fisken, men også af de nysgerrige blikke fra de ansatte hos Venmark Fisk og ikke mindst altså lyset i øjnene hos den begejstrede kok Tien Phan. Tunens marmorering og kvalitet kan nok bedst sammenlignes med japansk kobekød. Der er simpelthen tale om det aller ypperste, når det gælder fisk.
– Jeg kommer ikke til at tjene på den her handel, men det er så enestående en mulighed for at servere noget så eksklusivt for nordjyderne, at jeg simpelthen måtte have den tun, fastslog Tien Phan.
– Det her er så vildt, at det er helt sindssygt, gentog derfor flere gange den lykkelige indehaver, som nu har blåfinnet tun til flere måneder hos Gaja Sushi.
Da fisken næsten var parteret færdig, fik FlaskePostens udsendte et par himmerigsmundfulde af tunen sammen med Henrik Ibsen.
Ayumi Johansen
Medens de var i gang med at rense den første fisk, bed de pludselig på alle liner på engang, og det var nu ovre med solbadning, for inden det blev mørkt havde de fanget 25 tunfisk, som efter de var renset, blev hejst ned i lasten og der iset.
Leveren blev skåret fra og iset for sig selv og en kirtel blev skåret ud af hovedet – den skulle sælges til medicinalindustrien.
Sent på aftenen under aftensmaden forklarede skipperen, at en dag mere som denne så var lasten fyldt, og der ville blive en virkelig god afregning til alle, idet bare en tun indbragte ca. 500 kroner.
Fra bogen Søridderne
Ole Cilleborg
Johnny Købke-Larsen