Af Bjarne Hougaard
Sognepræst
Hirtshals
Religion er opium for folket – sådan lyder et gammelt slagord der tilskrives kommunismens ideologisk grundlægger Karl Marx. Han betragtede religion som menneskers reaktion på menneskelig armod og trængsel. I stedet for konkret revolutionær handling holdt de undertrykte masser modet oppe ved tanken om et paradis efter døden.
Der er meget der grundlæggende er forkert i den sætning, men der er også en gran af sandhed. For det er sandt at kristne kan opleve, at himmellængsel og håb kan styrkes i mødet med menneskelig modgang.
Men det er ikke som opiums og andres stoffers virkelighedsflugt og passivisering. Kristentro hjælper os til at blive i virkeligheden med håb!
Den rige unge mand, som der fortælles om i evangeliet i dag, for ham gælder det måske i virkeligheden, at han ønsker sig et religiøst fix. Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv – og der er ingen tvivl om at det spørgsmål har han stillet mange gange. Han er sikkert vant til at få et svar, der gør ham lidt høj. Et svar der siger: Keep the good work – du er på rette spor. Nu er spørgsmålet om Jesus en ny religiøs pusher?
Men Jesu svar: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”, det gør ham alt mulig andet ene høj. Han går bedrøvet bort.
Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv. Det er et vigtigt spørgsmål – faktisk det allervigtigste, som alligevel meget få tilsyneladende er optaget af i dag. Jesu svarer ved henvise til de ti bud, som udtrykker Guds gode vilje for alle mennesker i en verden, hvor ondskab og bedrag er en del af virkeligheden.
Jesu videre svar til unge mand afslører at han, på trods af al god vilje, ikke engang har formået at holde det første bud: Du må ikke have andre Guder, og heller ikke buddet om næstekærlighed. Rigdommen var blevet hans Gud, og stod imellem ham selv og kærligheden til næsten.
Hvem kan så blive frelst? – sådan lyder disciplenes reaktion. Hvis en rig mand med den iver efter at gøre det rigtige stadig mangler noget. Rigdom ansås dengang for at være udtryk for Guds velsignelse, og nu siger Jesus: det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.
For mennesker er det umuligt! Vi må vende om og gå slukøret bort, når vi hører dette. Vi må konkludere som Paulus: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud (Rom. 3,23)
Jesu svar lyder For Gud er alle ting mulige
Lovens vej er altså ikke frelsens vej. Frelsen gives ikke som belønning for det gode vi gør! Paulus udfolder det senere og fortsætter: ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.
Det reducerer ikke udfordringen i ordene gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige – men det ændrer motivationen, så vi i stedet for at stole på vores egen evne til godhed stoler på Guds nåde:
Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde, da får vi lyst og lykke til, at gøre gavn, som Gud det vil på allerbedste måde. Gud har gjort frelsen muligt ved troen på Jesus Kristus. Det er opium eller virkelighedsflugt for Jesus er ikke vores religionspusher. Men troen fastholder os i Guds virkelighed og hjælper os til både at elske Gud, med alt hvad, der hører os til, og at elske vores næste med alt, hvad der hører os til. Og samtidig hviler vi i dette: et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Amen