Der var lagt op til julehygge og gaveregn, da juletræet fredag eftermiddag kl. 16.30 blev tændt af selveste julemanden i Tornby.
Bjærgelauget ankom således med julemanden placeret i den store og nyrenoverede fladbåd, hvorefter han hurtigt fik tændt lyset i træet og kunne byde op til dans.
Lions Hirtshals har desuden i år fejret 30 års jubilæum og uddelte derfor i den anledning også nogle penge ved juletræet hos Dagli’Brugsen i Tornby. Pengene blev uddelt i fire portioner, der gik til:
- Tornby Beboerforening til hjælp til opsætning af hjertestarter hos Dagli’Brugsen.
- Havbakkens Venner til drift af deres bus.
- Tornby Bjærgelaug til istandsættelse af Tornby Fladbåd.
- Yxengaarden i Tornby Klitplantage til fordel for projektet for unge.
Det var med andre ord ikke bare julemanden, der var i gavehumør ved det hyggelige arrangement, hvor rigtig mange var mødt frem på trods af det våde vejr.