BinOcean er ny virksomhed til fiskeforædling i Hirtshals

BinOcean kan løse noget af den manglende skærekapacitet og har den eneste kvindelige opkøber på fiskeauktionen i Hirtshals.

97

Efter at have arbejdet i 11 år for andre inden for fiskeindustrien valgte Binh Thi Nguyen at starte egen fiskeforædlingsindustri – BinOcean. Virksomheden beskæftiger sig med lønskæreri, hvor alt bliver skåret i hånden.

– Det er vigtigt, at vi leverer den bedst mulige kvalitet, på det arbejde vi udfører, fortæller Binh Nguyen, som er startet op i en del af de lokaler, hvor Rahbek tidligere har haft til huse.

BinOcean starter op med fire ansatte inklusiv Binh selv, og har planer om at ekspandere i takt med, der kommer flere kunder.

Binh køber kvalitetsfisk på Fiskeauktion Nord til hende selv og til andre, og hun er den eneste kvindelige opkøber på auktionen i Hirtshals. Virksomheden har foreløbigt, lavet aftaler med et par andre virksomheder om at købe op til dem.

– Vi har mulighed for at ompakke fiskene, fra auktionskasser til polykasser, hvilket gør det meget lettere for vores kunder, som ikke behøver at have fiskene i hånden selv. Vi sender fiskene videre for vores kunder, til de som har købt fiskene, hele eller skåret, siger den nybagte virksomhedsejer, som ser et stort potentiale i, at kunne levere lige det produkt, som kunden efterspørger.

BinOcean vil hovedsagligt komme til at servicere nærmarkedet i Danmark, men har med tiden også planer om, at kunne gøre sig på eksportmarkederne.

I etableringsfasen har Binh Nguyen, fået stor hjælp fra det nyetablerede Hirtshals Fiskeriudvikling, som har bidraget til at virksomheden er kommet i gang. ”Det har været en uvurderlig hjælp at have Steen Hjulskov fra Hirtshals Fiskeriudvikling på sidelinjen, ellers er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet i gang allerede nu”, siger en glad Binh Nguyen, der også har fået midler til rådgivning fra Hjørring ErhvervsCenter.

– I Hirtshals er der behov for den type virksomhed som BinOcean. Der er mangel på skærekapacitet, og så kan vi godt bruge flere opkøbere på auktionen, så det er meget positivt, at det er lykkedes at få Binh i gang, siger direktøren for Hirtshals Fiskeriudvikling Steen Hjulskov, som håber på at flere, ønsker at starte fiskeforædlingsindustri i Hirtshals.

– For mig er det en drøm, der er gået i opfyldelse, at jeg nu har fået min egen virksomhed, og jeg har virkeligt glædet mig til at komme i gang, afslutter Binh Nguyen.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
3 år siden

3intermission