Lørdagens bundkamp i serie 3 endte med den tredje sejr i træk til Bindsle/Mosbjerg, som efter 2-2 ved pausen vandt 3-2 over Bagterp.
– Alle Bindslev/Mosbjergs mål var rigtig gode efter flot angrebsbold. Det første blev sat ind af Malthe Høst på frispilning af Kasper Torp, fortæller Erik Pedersen.
– Kort efter kommer vi til at stå forkert og giver dem en chance, som de scorer på. Vi kører på igen med de unge drenge i front. Og det giver pote efter godt 20 minutter, hvor Gustav dribler et par stykker og spiller bolden på tværs til en helt fri Graff, som stille og roligt sparker bolden i nettet til 2-1, tilføjer Dan Strauss.
– Den holder til kort før halvleg, hvor et ufarligt indlæg ikke bliver klaret ordentligt, og den løse bold falder ned, hvormed de kan score i et tomt mål til 2-2. Vi skifter lidt rundt i starten af 2. halvleg, da juleøllen smagte godt i fredags for et par stykker. De presser os det meste af halvlegen, men vi får alligevel scoret målet til 3-2, hvor Tobias Dalin laver et indlæg, som sejler i mål, slutter Dan Strauss.
Årets spiller blev i øvrigt helt fortjent Malthe Høst, som også blev topscorer i både mål og gule kort hos Bindslev/Mosbjerg.