Endnu en narko- og spritpåvirket bilist er anholdt i Hjørring, og heldigvis skete der heller ikke denne gang skade på andre.
En politipatrulje spottede mandag aften en bil på Nørregade i Hjørring, de gerne ville have en snak med. Bilen drejede fra Nørregade og ind på parkeringspladsen ved Tinpottegyden, hvor patruljen bragte bilen til standsning.
Da de tog fat i den 28-årige bilist, var det tydeligt, at han var påvirket af noget – hvis ikke flere ting.
Alkometeret blev fundet frem, som straks gav udslag på en promille over det tilladte, og betjentene havde mistanke til, at det kun var det halve af historien. Narkometeret blev derfor også fundet frem og slog ud for både kokain og cannabis.
Manden blev derfor anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.
En blodprøve på Hjørring Sygehus skulle bekræfte betjentenes målinger.
Kilde og foto: politi.dk